Nyheder10. august 2017

Sjov video: Richard Ragnvald synger fødselsdagssang til sig selv

I dag fylder dansktoplegenden 70 år, og vi synger gerne med - "Kære lille Richard, kære lille Richard, tillykke med din fødselsdag"...

Kære lille mormor, kære lille mormor. Tillykke med din fødselsdag...

Der er nok ikke tal på, hvor mange gange Richard Ragnvald har sunget til både mormødre, farmødre, bedstemødre og mange andre.

I dag fylder dansktopstjernen 70 år, så hvad er meget mere naturligt end, at Richard også synger en festlig fødselsdagssang til sig selv.

Fødselaren er nemlig også en meget lun 70-årig med masser af humor, så selvfølgelig var han straks med på joken, da SE og HØR forelagde ham ideen hjemme i bondehusidyllen ved Aarhus.

Så nederst i artiklen får du en fantastisk fødselsdagssang – fra Ragnvald til Ragnvald.

Lille-Richard blev også født i Aarhus – 10. august 1947.

Og han var såmænd bare 12 år gammel, da han i 1959 dannede "The Rich's Band", som optrådte til skolefester i Aarhus-området.

I 1964 blev han portør på Marselisborg Hospital, og det job passede han faktisk frem til 1971.

https://imgix.seoghoer.dk/20170803_pg_richard_ragnvald_331-1.jpg
 Foto: Peter Grosen

Foto: Peter Grosen

Men 1964 var også året, hvor han begyndte duoen ”Solveig & Richard” sammen med Solveig Sønderholm.

Og derfra var der ingen vej baglæns i den musikalske karriere.

Parret havde flere hits allerede i 70’erne, men i 1980 valgte Ragnvald at gå solo.

Han lavede flere revyer og var en populær bingo-vært på lokale tv-stationer i både Aarhus, Esbjerg, Odense og Fredericia, men stadig handlede det mest om musikken.

Dengang var der bestemt ikke berøringsangst med dansktopmusikken, der havde fat i både unge og ældre.

Især lokalradioerne elskede Richard og hans mange dansksyngende kolleger.

Gennembrudshittet var "Tak fordi vi er venner" fra 1992, men selvfølgelig er det stadig "Kære lille mormor", der er Ragnvalds absolut største hit. Og gjorde ham populær i hele landet.

Sangen er skrevet af Torben Lendager og Poul Dehnhard, og udkom på albummet ”Jeg har en drøm” i 1993.

Sangen er stadig et gedigent hit, og har betalt ikke så få terminer i den gamle købmandsgård, hvor Richard bor med fru Vibeke.

Parret har været sammen i 30 år, men blev gift for fem år siden på Richards 65 års fødselsdag.

Selve fødselsdagen fejrer han og Vibeke med tætte venner og bekendte hjemme i haven.

Richard er faktisk ganske uvidende om planlægningen, men Vibeke er en ørn i køkkenet, så mon ikke der er sørget for en gedigen lagkage.

Hvad de færreste ved, så havde Ragnvald en mindre rolle i filmhittet ”Midt om natten”.

Og så er han opkaldt efter sin onkel, der selvfølgelig hed Richard Ragnvald og havde sit eget orkester.

Han spillede blandt andet på amerikabådene mellem Stavanger og New York.

Den travle sanger har normalt 100 job om året, men i dag holder han fri uden at vide helt nøjagtigt, hvad Vibeke har fundet på.

I morgen er Richard på job igen.

Herunder kan du høre Richards fantastiske sang til sig selv.

Sponsoreret indhold