Siw Laudrup: Låner 17 mio. kroner

Mens Michael Laudrup forsøger at få styr på spillet i den russiske storklub Spartak Moskva, så har hans kone Siw Laudrup optaget et lån på 17.493.000 i Nordea Kredit, der har sikret sig pant i parrets udlejede villa på Vedbæk Strandvej 462.
Eftersom Siw og Michael sidste år lånte næsten 10 mio. kroner med pant i det samme hus, runder den samlede prioritetsgæld nu 27 mio. kroner.
Familien Laudrups villa ligger på en udstykning til deres tidligere bolig, som de i 2004 solgte for 28 mio. kroner. Deres nuværende ejendom på 426 kvadratmeter med aupair-afdeling og sundudsigt er lejet ud, mens Michael Laudrup forsøger at indfri sine træner-drømme i udenlandske fodboldklubber.
Michael Laudrup har for nylig købt sig ind i investor-gruppen TG-Partners, der vil opkøbe københavnske ejendomme. Laudrups investering kan vise sig at være guldrandet, hvis ejendomspriserne igen begynder at stige.