Sisse Fisker: Jeg har været verdens værste kone og veninde

Sisse Fisker er meget glad for udviklingen, efter at have levet i et smertehelvede i flere år. Hun vender tilbage til Aftenshowet på mandag den 10. februar.

Sisse Fisker er meget glad for udviklingen, efter at have levet i et smertehelvede i flere år. Hun vender tilbage til Aftenshowet på mandag den 10. februar.

Foto: Thomas S. Laursen



- Jeg er meget glad, men også noget træt.

Studievært Sisse Fisker, der siden 2011 har lidt af meget voldsomme smerter i ryggen og lænden, har været sygemeldt i 12 uger fra jobbet som vært på DR's "Aftenshowet".

Men på mandag vender hun tilbage.

Sisse Fisker gift: Smuk brud

Smerterne begyndte efter fødslen af studieværtens yngste søn, Isak, og talrige undersøgelser kunne ikke give svaret på, hvor den sporty studievært havde så ondt.

Først ved en MR-scaning blev det klart, at smerterne, der var så voldsomme, at hun til tider måtte spise smertestillende medicin for at passe sit job på DR, skyldes såkaldte Modic-forandringer, der er en betændelsestilstand i ryggen.

Beskeden til Sisse Fisker var dengang, at lidelsen er kronisk, og at den ikke kan behandles.

Spiser 21 piller om dagen
Sisse Fisker lagde tirsdag et billede ud på sin Twitter-profil med følgende tekst:

- Pakker piller til næste uge. 147 stk. Bon Appetit!


Sisse Fiskers pillearsenal til den næste uge. (Privatfoto)

Og den tidligere så sportsaktive studievært har ligget underdrejet de sidste mange uger og har taget 21 forskellige piller om dagen.

- De seks af dem er rene antibiotika-piller. 12 af de øvrige er medikamenter, jeg tager i forbindelse med antibiotika-kuren - eksempelvis mælkesyretabletter. Og så ryger der også nogle fiskeolie-piller og noget ingefær ned, siger Sisse Fisker til SE og HØR.

Smerter halvveret
Hun er i gang med et behandlingsforløb på 100 dage hos den privatpraktiserende behandler Hanne Albert.

Kuren mod de kroniske rygsmerter indeholder blandt andet 100 dage med antibiotika, og det er i den forbindelse, Sisse Fisker pakker det store pillearsenal.

- Det er simpelthen for at holde styr på, hvad jeg skal spise hvornår, siger Sisse Fisker til SE og HØR.

Og den populære studievært har mærket tydelige forbedringer, siden hun indledte behandlingen.

- Jeg har kun halvt så mange smerter som i november, så jeg er meget, meget glad for den udvikling, siger Sisse Fisker.

Træt og ugidelig
Behandlingen er baseret på, at Sisse Fisker tager den med ro og ikke overanstrenger sig fysisk, mens behandlingen står på, og derfor har den populære skærmtrold været sygemeldt fra jobbet DR.

- Jeg har ikke en muskel tilbage i kroppen. Det er kun knogler og fedt, siger hun på sin sædvanlige bramfri facon.

Sisse Fisker: Kronisk syg

Dagene er for det meste blevet tilbragt på sofaen.

- Jeg har spist så mange forårsruller og madder med pålægchokolade, at du ikke drømmer om det, og jeg har ikke haft meget energi.


Sisse Fisker ved brylluppet med Sune Mogensen. Sammen med parret er sønnerne Isak og Samuel. (Foto: Thomas S. Laursen)


Det har været tidligt i seng og tidligt op for at kunne være lidt for de to mindreårige sønner Isak og Samuel.

- Jeg går i seng ved ni-ti-tiden for at kunne være nogenlunde udhvilet, når mine to drenge vågner ved halvseks-tiden om morgenen. Jeg har leget med drengene i det omfang, jeg har haft kræfter til det, og det har så været det, siger Sisse Fisker.

Verdens værste kone og veninde
Hun fortæller at situationen til tider har været uoverskuelig.

- Nogle dage har jeg været nede i et sort hul og har syntes, at hele min situation har været uoverskuelig, siger Sisse Fisker.

Også ægtemanden Sune Mogensen og Sisse Fiskers venindekreds og familie i øvrigt har mærket, at de sidste måneders behandlingsforløb har krævet al Sisse Fiskers energi.

- Jeg har simpelthen været verdens værste kone og veninde i den seneste tid. Jeg har sagt nej til ALT, og jeg skylder så meget i forhold til min mand, familie og veninder - der skal betales tilbage, siger Sisse Fisker til SE og HØR.

Det skal blive en god sommer
Den manglende energi og de ofre, det har kostet, kan dog ikke overskygge Sisse Fiskers umiddelbare glæde over, at det endelig ser ud til at gå den rigtige vej i forhold til de smerter, der har plaget hende i flere år.

- Jeg er simpelthen så glad for den effekt, behandlingen har på mine smerter. Nu bliver det mere lyst, og så skal jeg og familien have en rigtig god sommer, hvor jeg måske er helt smertefri, siger Sisse Fisker.

Ifølge Hanne Albert er 50 procent af hendes patienter helt smertefri efter et år.

- Nogen er allerede smertefri efter 70 dage, og jeg håber, at min meget gode udvikling varer ved - tænk, hvis jeg kan opleve at vågne op en morgen uden smerter - det vil være fantastisk, siger Sisse Fisker med håb i stemmen.

Glæder mig enormt til at komme på arbejde
Antibiotika-behandlingen hos Hanne Albert slutter den 14. marts.

- Så skal der champagne på bordet - så er det slut med piller, sprudler Sisse Fisker.

Men allerede på mandag den 10. februar vender hun tilbage til sin arbejdsplads "Aftenshowet" på DR.

- Ja, for satan, hvor jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Det bliver skønt. Jeg skal starte stille og roligt med nogle få timer om dagen, og så måske en enkelt vagt på skærmen i den anden uge jeg er tilbage, og så tager vi det derfra, siger en meget glad og optimistisk Sisse Fisker til SE og HØR.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close