Nyheder6. oktober 2017

Simon ude af "Vild med dans": Jeg har jo vundet

Der blev danset til tonerne af danske hits, da de håbefulde ”Vild med dans”-dansere forsøgte at imponere dommere og dansere i ”Vild med dans” fredag aften. Desværre var præstationen ikke nok for Simon og Claudia, som blev stemt ud af det populære danseprogram fredag aften
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20171006_tsl_vmd_5_0119.jpg
 Foto: Thomas Laursen

De begynder så småt at få styr på både fodtrin og holdning. Men der er stadig en masse at lære for de håbefulde nydansere i ”Vild med dans”.

Fredag aften skulle de otte resterende par forsøge at imponere dommerne og danskerne, mens de dansede til tonerne af danske hits fra blandt andre Gasolin, Shu-Bi-Dua og Birthe Kjær – og selv om alle gjorde deres allerypperste på dansegulvet, blev det alligevel endestation for ét af parrene.

Simon & Claudia måtte således forlade programmet, efter at de havde gjort deres bedste til tonerne af Gasolin-nummeret "Det bedste til mig og mine venner".

- Det har jo været fuldstændig fantastisk og over al forventning. Det har været super fedt og super sjovt, og jeg har jo vundet: Jeg har fundet en ny ven, fortalte Simon Jul efterfølgende og tilføjede:

- Jeg er både ret skuffet over, at det ikke lykkedes, og så er jeg også glad for at få mine fødder tilbage. Det har været en fantastisk rejse, og det har været skidesjovt, fortalte Simon Jul, der efterfølgende satte lidt flere ord på sit nyfundne venskab med sin dansepartner, Claudia Rex:

- På det personlige plan der tager jeg en god veninde med. Det der med at få nye gode venner i en alder af 40, det tror jeg ikke sker for særlig mange, og det har ubetinget været den største gave at få Rex ind i mit liv. Der har jeg vundet. Så går det nok, at vi ikke gik videre, fortalte Simon Jul til SE og HØR.

Der bliver dog ikke tid til at hvile på laurbærrene for komikeren, selv om tiden i træningslokalet og på dansegulvet er forbi:

- Nu vil jeg bruge en masse timer på at sove, og så er der et radioprogram, en bondegård og en slagterbutik, der også skal passes. Og så glæder jeg mig helt afsindigt meget til at være lidt hjemme igen sammen med min kæreste.

"Vild med dans"-deltagerne 2017

Sponsoreret indhold