Nyheder 18. november 2009

Silas Holst: På skadestuen

Finalen er i fare, fordi danseren har så voldsomme smerter i ryggen, at han må dulme dem med stærk medicin
Foto: Thomas Laursen

Malena og Silas er begge nervøse for, om de er i stand til at danse deres absolut bedste fredag aften. For Silas Holst har fået en skade, der er så slem, at han onsdag måtte drøne af sted på skadestuen.

- Jeg forvred ryggen, og nu er det blevet så slemt, at jeg ikke kan gå, sagde han til bt.dk, inden han modtog behandling.

Allerede mandag opstod skaden i danserens ryg, men onsdag blev smerterne så slemme, at Silas måtte have professionel hjælp til at dulme smerterne.

Lægerne lagde en blokade i hans ryg, og det skulle allerede have hjulpet Silas. Men selv om han burde ligge brak og pleje sig selv, er han tilbage i dansestudiet for at øve sig til finalen i "Vild med dans" på fredag.

Dog kaster han sig ikke rundt på de bonede gulve, men nøjes med at tale koreografien igennem med dansemakkeren Malena Belafonte.

- Det er ikke optimalt. Jeg har fået nogle stærke smertestillende piller, og jeg håber, vi kan danse mere i morgen. Men jeg vælger at gemme størstedelen af energien og give den fuld gas på fredag. Uanset hvad, så bider jeg det i mig. Nu er vi nået så langt, og Malena skal ikke danse med en anden, fastslår han over for bt.dk.

Sponsoreret indhold