Annonce
Nyheder3 timer siden (opd. 2 timer siden)

Sikandar Siddique står til at få afvist bopælsregistrering

Københavns Kommune har ikke planer om at acceptere politikerens bopælregistrering i kommunen
Af: Ritzau
Sikandar Siddique fra Frie Grønne ankommer til Københavns Rådhus.
Sikandar Siddique står ikke til at få bopæl i Københavns Kommune, hvor han ellers for nylig blev valgt ind i byrådet.
 Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Annonce

Københavns Kommune agter at annullere politisk leder for Frie Grønne Sikandar Siddiques bopælsregistrering i kommunen.

Det kan i sidste ende betyde, at han må forlade Københavns Borgerrepræsentation.

Kommunen har torsdag oplyst sin foreløbige vurdering af bopælssagen til Sikandar Siddique i en såkaldt agterskrivelse, oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Folkeregistret i Københavns Kommune har den 11. december sendt en agterskrivelse til Sikandar Siddique i sagen om hans bopælsforhold. Varslingen omhandler det forhold, at Folkeregistret agter at træffe afgørelse om, at hans flytning til en adresse i Københavns Kommune annulleres.

- Der er frist for at fremkomme med kommentarer til varslingen og indsende yderligere dokumentation til sagen den 5. januar 2026, oplyser forvaltningen i kommentaren.

Annonce

Kommunen påpeger videre, at sagen stadig er under behandling og altså endnu ikke afgjort.

Sikandar Siddique blev ved kommunalvalget 18. november valgt til Borgerrepræsentationen i København.

Men her kan han kun sidde, hvis han også bor i kommunen.

Valgte politikere kan miste deres valgbarhed og dermed udtræde af kommunalbestyrelsen, hvis de ikke lever op til reglerne fastsat i kommunalvalgloven.

Annonce

For at være valgbar skal man have valgret, og det vil Siddique ikke have i Københavns Kommune, hvis han ikke "opfylder betingelserne for at være bopælsregistreret i kommunen".

Det er op til Borgerrepræsentationens medlemmer at beslutte, om et medlem har mistet sin valgbarhed.

Siddique omtalte torsdag sagen i et opslag på Facebook.

Her skrev han, at kommunen "på nuværende tidspunkt ikke er overbevist om, at jeg bor i kommunen, men at jeg har en lille måneds tid til at svare på de spørgsmål, som skaber tvivl".

Annonce

Videre lød det fra kommunalpolitikere, at han er "overbevist om, at Folkeregisteret nok skal komme til fornuft, og hvis ikke venter der altså en sag i Digitaliseringsstyrelsen, før Valgbestyrelsen kommer til at skulle tage stilling til noget som helst".

- Herlev Kommune har trods alt afgjort, at jeg er flyttet fra Herlev, så jeg ved ikke, om Københavns Kommune forestiller sig, at jeg er hjemløs eller hvordan deres tvivl skal forstås, skriver Siddique.

Annonce

Tilbage i maj meddelte Sikandar Siddique, der er tidligere folketingsmedlem, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget.

Ifølge Ekstra Bladet ejer han dog stadig sit hus i Herlev, hvor hans kone og børn fortsat bor.

Ekstra Bladets dækning af flytningen fik Herlev Kommune til at undersøge sagen før kommunalvalget.

Annonce

Kommunen konkluderede, at Siddique var "korrekt bopælsregistreret".

Kort efter valgte Københavns Kommune så at indlede en undersøgelse af flytningen.

Det skete ligeledes før kommunalvalget. Siddique oplyste dog til Ritzau, at han ikke forventede at indsende oplysninger til kommunen før efter valget.

Annonce

Sponsoreret indhold