Nyheder2. oktober 2009

Sidney Lee: Vil have extensions

Realityfænomenet drømmer om en lang prangende manke af brasiliansk damehår
Sidney Lee savner sin pisk - nu vil han have en kunstig
Sidney Lee savner sin pisk - nu vil han have en kunstig
 Foto: Peter Grosen

I foråret modtog Sidney Lee 5000 danske kroner på et diskotek i København for at klippe sin lange hestehale af.

Kort efter besluttede han sig for at trimme alt hår på toppen af, og nu er lokkerne så lige så stille og roligt ved at vokse ud igen. Men Sidney Lee kan slet ikke vente på, at hans hår vokser sig langt af sig selv.

- Jeg vil gerne have extensions. Desværre er mit hår stadig for kort, men jeg regner med, at det kan lade sig gøre i november eller december, siger Sidney Lee til seoghoer.dk.

- Når jeg ser mig selv i TV i de gamle optagelser, savner jeg mit hår. Jeg savner det bare generelt, og så har jeg heller ikke det tykkeste hår, så det bliver godt at få noget rigtigt hår.

- Jeg har kigget på noget hår fra nogle damer nede fra Brasilien. Blondt hår - helt ned til røven.

Hvorfor vil du gerne være blondine?

- Jeg havde blondt hår, indtil jeg var 4 år, så det kan jeg godt lide. Jeg har også været afbleget for 10 år siden. Det synes jeg, klædte mig rigtig godt, siger Sidney Lee, som aldrig har lagt skjul på, at han går meget op i sit ydre og ud over selvbruner også bruger mascara.

Sponsoreret indhold