Nyheder26. marts 2017

Shu-bi-dua-stjerne efter blodprop: Det går strålende

Legendariske Shu-bi-duas trommeslager Bosse Hall Christensen fik en blodprop i hjernen, men han er i klar bedring.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/polfoto_53142830.jpg
 Foto: Polfoto

Det er gode nyheder på en dejlig solskinssøndag, at Bosse Hall Christensen fra Shu-bi-dua har det godt. Cirka for en måned siden fik han en blodprop i hjernen og faldt om.

- Det går strålende. Det gør det virkelig. Jeg kan slet ikke mærke, at jeg har fået en blodprop. Jeg var også ude i går og spille med bandet. Det er ret utroligt. Jeg har været skide heldig, siger han til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Jeg nåede aldrig at blive chokeret, mens det stod på. Det er åndssvagt, for jeg lå og rullede på jorden. Jeg kunne ikke tale, og min højre arm var lammet. Jeg kunne ikke få fat på min bilnøgle og åbne min bil. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det, og jeg vidste godt, at det var unormalt, men jeg var underligt nok aldrig chokeret eller bange.

Bosse er ikke den eneste af gruppemedlemmerne, der har været ramt af en blodprop. Forsanger Michael Bundesen blev i 2011 ramt af en blodprop, som har været meget hård ved ham og har sendt ham i kørestol.

Sidste år gæstede han dog Meyerheims Talkshow, hvor han også kunne fortælle om bedring:

- Jeg har det godt, tak. Jeg har det bedre, end jeg har haft det, vil jeg sige. Jeg træner jo hele tiden på at få det bedre, sagde Michael Bundesen.

Sponsoreret indhold