Nyheder 4. august

SF vil have kortere skoledage tilbage: Opsiger folkeskoleforlig

Der skal være mere frihed til skolerne, mener støttepartiet
Vi vil gerne give frihed til alle skoler, så de kan gøre skoledagen kortere, siger SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, til Ritzau.

Vi vil gerne give frihed til alle skoler, så de kan gøre skoledagen kortere, siger SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, til Ritzau.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

SF opsiger folkeskoleforliget, som har været gældende i næsten et årti. Dermed skal der være et flertal for at ændre forliget på den anden side af valget, hvis det skal skrottes. Det skriver Politiken.

Landets folkeskoler skal have langt mere frihed, end de har i dag, lyder det fra partiet.

- SF opsiger folkeskoleforliget om de lange skoledage og den meget stramme styring af folkeskolen, der har været tvunget ned over dem i mange år. Vi vil gerne give frihed til alle skoler, så de kan gøre skoledagen kortere, siger SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, til Ritzau.

Ifølge SF skal man se på de to frihedsforsøg i Holbæk og Esbjerg og sætte skolerne fri i en årrække med enkelte hegnspæle.

Regeringen har foreslået, at hver tredje af landets kommuner skal omfattes af frihedsforsøget. SF ønsker, at det skal gælde alle folkeskoler.

- Der er sat forsøg i gang med to kommuner, hvor man siger, at reformen ikke gælder. Det har gjort, at man på skolerne har gjort dagen for eksempel en time kortere.

- Så har man flere timer med to voksne, eller man sætter ind med særlige læseforløb eller gør noget for de børn, der mistrives, siger Jacob Mark.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) siger, at hun tror på, at det er muligt at skabe forandringer i folkeskolen gennem et bredt samarbejde i Folketinget.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Derfor håber jeg ikke, at det, at SF opsiger forliget, er udtryk for, at SF mener, at der skal føres blokpolitik omkring folkeskolen, siger ministeren.

Hun mener også, at folkeskolen skal have mere frihed.

- Det er os selv, der har sat forsøgene i gang i Esbjerg og Holbæk, og vi mener, at vi skal videre ad den vej. Men vi sidder midt i et forhandlingsforløb om præcis det her, siger hun til Politiken.

Sponsoreret indhold