Nyheder1. maj 2023

SF og EL retter kritik mod SVM-regeringen: - En gyserfilm

Ved mandagens tale i Horsenssender Mai Villadsen hård kritik mod SVM-regeringen
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, maner til sammenhold i sin 1. maj-tale.
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, maner til sammenhold i sin 1. maj-tale.
 Foto: Ritzau Scanpix

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, maner til sammenhold i sin 1. maj-tale, som hun mandag morgen holder i Horsens.

Samtidig sender hun hård kritik i retning mod SVM-regeringen.

- Den her regeringsperiode har allerede udviklet sig til en rigtig gyserfilm. Hårdt tilkæmpede rettigheder bliver slagtet, siger hun.

- Socialdemokratiet har en eller anden Dr. Jekyll og Mr. Hyde-ting kørende. Og som et genstridigt genfærd bliver Lars Løkke ved med at vende tilbage til regeringskontorerne.

- Men hvis nogen af jer faktisk har set gyserfilm, så ved I, at der er én klassisk fejl, som hovedpersonerne altid begår. De deler sig op.

- Og så er det, de bliver snuppet én efter én. Den fejl må vi ikke begå. Vi skal tværtimod stå sammen i ét og alt, siger hun i sin tale.

I forbindelse med 1. maj har Enhedslisten og Pia Olsen Dyhr slået sig sammen om at kræve, at retten til seniorpension udvides.

Som det er nu, må man maksimalt have en arbejdsdygtighed på 15 timer. Det skal hæves til 18 timer, så flere kan blive omfattet af ordningen.

Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen til at blive afskaffet i sin nuværende form.

I stedet har regeringen foreslået, at den lægges sammen med Arne-pensionen til en Arne Plus-ordning.

Debatten om seniorpensionen tog dog i denne uge en ny drejning, da statsminister Mette Frederiksen (S) i spørgetimen tirsdag åbnede for andre muligheder end en forringelse.

Pia Olsen Dyhr, som tidligere mandag morgen begyndte sin 1. maj med at tale hos 3F i Ballerup, siger, at hun ikke forstår, hvorfor den socialdemokratisk ledede regeringen kan finde på at skabe usikkerhed om seniorjobordningen og seniorpensionen.

- Tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet er jo for mange af jer og for mennesker tæt på jer, den mulighed, den sikkerhed, den forsikring om, at der kan være et godt liv - også efter et langt og hårdt arbejdsliv, siger hun i talen.

- Og jeg forstår ikke, hvordan en socialdemokratisk ledet regering kan være med til at plante den tvivl, den usikkerhed.

Sponsoreret indhold