Nyheder6. oktober 2016

Seerne raser: Sexistisk og homofobisk – føj!

De danske bagedyst-seere er rødglødende af raseri efter onsdagens afsnit af ”Den store bagedyst”, hvor den homoseksuelle togfører Gunnar blev sendt hjem, fordi hans kage ikke hørmede nok af mand
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mette_og_jan.jpg
 (Foto: DR/Carsten Mol)

Mundvandet har som oftest svært ved at holde sig tilbage, når deltagerne fremtryller den ene lækre kage efter den anden.

Men onsdag aften fik de fleste ”Den store bagedyst”-seere en dårlig smag i munden, mens de så det populære kageprogram.

Her kunne seerne nemlig se, hvordan dommerne Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen ikke var imponerede over den homoseksuelle togfører Gunnars evner som mandehørms-bager.

En lyserød polterabend kage og et flettet brød var åbenbart ikke ”maskulint nok”, og derfor valgte dommerne at sende Gunnar hjem – og det har vakt lige dele vrede, frustrationer og forargelse hos en stor del af programmets tusindvis af fans.

Siden onsdagens afsnit er DR1s Facebook-side således blevet fyldt med vrede kommentarer fra seere, der kalder det både ”homofobisk” og ”sexistisk”, at dommerne valgte at sende Gunnar hjem, fordi han ”åbenbart ikke var en rigtig mand”.

I onsdagens program var temaet ”mandehørm”, og de resterende deltagere skulle blandt andet bage brød og lave polterabend-kage.

Flere deltagerne hældte bacon og øl i dejene – Gunnar valgte at flette sit brød.

Juliane bagte en stripper-kage, Iben lavede en brun kvinderøv – Gunnar fremtryllede i stedet en smuk lyserød lagkage med fondant på toppen.

Gunnar var ifølge dommerne ikke den dårligste onsdag aften - alligevel var det ham, der endte med at ryge ud.

- Man kan jo godt undre sig over, at Gunnar han skal væk herfra, når han faktisk har vundet den hemmelige udfordring, sagde Mette Blomsterberg i programmet.

- Men han havde altså et brød, som skulle være maskulint, det kunne vi simpelthen ikke finde, supplerede Jan Friis-Mikkelsen.

- Så når vi til polterabendkagen for mænd, men han får simpelthen misforstået opgaven og skudt ved siden af, lød kritikken også fra Mette Blomsterberg, inden at dommerne sendte Gunnar hjem.

Og det har altså fået mange – rigtig mange – seere op i det røde felt. Nu har DR så valgt at kommentere den voldsomme kritik:

- Det gør et stort indtryk på os, at så mange af jer reagerer på temaet. Det har ikke på nogen måde været vores intention at støde eller skabe skel. Vi beklager, at det er dét, der er sket - og en anden gang vil vi sikkert angribe sådan et tema anderledes og sikre en større nuancering..., skriver DR1 på sin Facebook-side.

- Opgaverne er præcist defineret over for deltagerne på forhånd - og det er med baggrund i dét dommerne laver deres bedømmelse. Rigtig ofte bliver dommerne sat i en situation, hvor de skal vurdere fortolkningerne - uanset om temaet er romantik eller mandehørm. Sådan var det også i aftenens program. Dommernes bedømmelse - samlet over de tre udfordringer - var, at Gunnar var den der skulle forlade konkurrencen i dag. Også selv om han klarede den hemmelige udfordring bedst.

Se kagerne og brødet, der blev lavet i onsdagens afsnit i galleriet herunder:

Kager i Den Store Bagedyst 2016 - program 4

Sponsoreret indhold