Seksårig dreng død - politi mistænker ulykke med hoppeborg
En seksårig dreng har lørdag mistet livet i en ulykke ved Hørsholm i Nordsjælland.
Det bekræfter vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi.
- Det tyder på, at han er død i forbindelse med et uheld, da en hoppeborg skulle pakkes sammen, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Presse-fotos.dk
Politiet fik klokken 14 en anmeldelse om, at den seksårige var væk, og derfor rykkede de ud til området ved Hørsholm Hallen for at hjælpe med at lede efter ham.
Da den seksårige bliver fundet, er han død, og ifølge vagtchefen er der intet, der tyder på, at der skulle være sket noget strafbart.
Det er endnu ikke slået endeligt fast, hvordan ulykken skete. Det arbejder politiet lørdag aften på at få klarlagt.
Drengens forældre er underrettet om dødsfaldet, og der er iværksat krisehjælp til både den seksårige drengs pårørende og nogle ansatte hos politiet. Andre, der har været til stede, kan også få krisehjælp ved at ringe til 1813.
Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Presse-fotos.dk
Hørsholm Kommune har udsendt en pressemeddelelse om dødsfaldet. Her fremgår det, at drengen er omkommet i en ulykke i Hørsholm Hallen, hvor der var et floorball-arrangement.