Sebastian Klein brød sammen på stuegulvet

Sebastian Klein måtte se sig slået af et psykisk sammenbrud, selvom han altid havde set sig selv som en psykisk stærk person.

Sebastian Klein måtte se sig slået af et psykisk sammenbrud, selvom han altid havde set sig selv som en psykisk stærk person.

(Foto: Thomas Laursen)

Man kender ham som den smilende og finurlige TV-vært på børnefjernsyn, der blandt andet blev landskendt som Doktor Pjuskebusk i "Naturpatruljen". Livet har dog ikke været lutter smil og glade dage for Sebastian Klein, 44, der for to år siden røg helt ned i kulkælderen.

I 2014 gik Sebastian Klein nemlig til forskellige læger for at komme af med en voldsom svimmelhed, der ikke ville forsvinde. Efter masser af undersøgelse uden resultat, knækkede han frustreret og udmattet sammen på stuegulvet, og det sendte ham på den psykiatriske akutafdeling, hvor han blev indlagt med en kombination af angst, stress og depression.

- Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvorfor jeg gik ned. Men ned gik jeg – for fuld damp. Jeg lå og skreg i en metalseng på en stue på et psykiatrisk hospital i fire dage. I dag kan jeg sagtens sidde og tale om det, men jeg kan stadig ikke helt forstå, hvad der skete. Hvorfor jeg pludselig fik decideret kuk, har Sebastian Klein fortalt til bladet Psykologi.

Skal han selv komme med en forklaring på sammenbruddet, peger han på forholdet på sin far Jesper Klein, der døde i 2011. Sebastian blev nemlig svimmel igen, da han begyndte at skrive bogen ”Fra min faders skygge”, der blandt andet handler om hans forhold til faderen. I arbejdet med bogen blev Sebastian tvunget til at kigge på både de gode og oplevelser fra sit liv, forklarede han.

- ­I starten skulle det have været en biografi, en hyldestbog til min far, men hvis man skal lave sådan en bog, der skal være ægte, er man sgu nødt til også at tage de triste sider frem, og der var altså nogle alvorlige af slagsen, har han sagt til Psykologi.

Efter sin indlæggelse fik Sebastian, ud over tid hos psykolog og coach, udskrevet lykkepiller, der sendte ham over i den anden grøft. Han gik fra at være deprimeret og at sige til sin kone Rikke, at hun skulle finde en anden mand, til at danse rundt i stuen. Og det var en kovending, som konen havde svært ved at håndtere, ligesom Sebastians to sønner Sylvester og Christopher blev bekymret for deres far.

Sebastian Klein tager i dag stadig medicin, men han er trappet så meget ned, at han kun tager en lille dosis hver fjerde dag.

Sebastian Kleins bog udkommer d. 31. oktober.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close