Nyheder12. februar 2023 (opd. 12. februar 2023)

Se videoen: Melodi Grand Prix-vinderen Reiley lavede selv musikvideo

Studiet til “Breaking My Heart” blev lavet af Reiley selv sammen med familien
Reiley har over ti millioner følgere på TikTok og er speciel populær i Sydkorea. Nu skal han forsvare Danmark i Eurovision Song Contest til maj. nbsp;
Reiley har over ti millioner følgere på TikTok og er speciel populær i Sydkorea. Nu skal han forsvare Danmark i Eurovision Song Contest til maj.
 Foto: Mikael Rieck

Den ser ganske professionel ud, men faktisk er musikvideoen til Reileys “Breaking My Heart”, der i går vandt det danske Melodi Grand Prix, lavet af vinderen selv.

Det afslører han på sin TikTok-profil, hvor færingen har over 10 millioner følgere.

Her giver Reiley opskriften på, hvordan man simpelt og let kan lave studiet til sin egen musikvideo, og nå ja, det lyder da ganske simpelt, når sangeren forklarer det.

– Start med at save i noget træ og lav nogle falske vægge. Saml væggene og lav et hjørne. Mal hjørnet i en sød farve, og giv din mor kameraet. Sig, at hun skal holde det stille. Gentag processen, og bed til at resultatet bliver godt.

Om det var den farverige musikvideo, der i sidste ende gjorde udfaldet, er ikke til at sige, men i hvert fald kunne Reiley lørdag aften lade sig hylde som vinder af det danske Melodi Grand Prix 2023.

– Jeg har det helt fantastisk. I love it!, lød de første ord, da vinderen efter showet mødte SE og HØR.

Her afslørede han, at det var det danske sprog, der havde skræmt ham mest op til showet. På TikTok gør Reiley sig kun på engelsk og færingen blev derfor utilpas over at skulle snakke dansk til showet.

– Det var skørt. Jeg er bare super beæret over, at det danske folk accepterer mig og stoler på mig, når jeg skal spille i Liverpool, sagde Reiley efter sejren.

Det var ellers tæt på, at vinderen slet ikke kunne stille op til sangkonkurrencen.

Han optrådte allerede med sin vindersang tilbage i oktober, hvilket reglerne siger, at man ikke må.

DR lod ham dog alligevel stille op i sidste ende.

Sponsoreret indhold