Nyheder3. november 2004

SE OG HØR-SUCCES

Noget af det mest fascinerende i jobbet her er, at man dybest set er til eksamen hver eneste uge.
https://imgix.seoghoer.dk/media/6662d00c7b414eda9a16a8f70cf4fcfd.jpg

Der er simpelthen kontant afregning i form af, hvor mange SE og HØR der langes over disken.Sådan set er det meget enkelt alt sammen: Laver vi uoplagte og dårlige blade, falder hammeren ubønhørligt i form af dårligt salg. Sender vi omvendt gode, underholdende og veloplagte blade med masser af nyheder på gaden, så kan det straks aflæses på oplaget. Set i det lys er jeg for øjeblikket en meget glad mand. Sagen er nemlig, at SE og HØR gennem de seneste måneder har oplevet en markant oplagsfremgang. I september solgte vi således i gennemsnit 210.000 eksemplarer - et tal, der ligger væsentligt højere end de to foregående år. Og alt tyder på, at den positive tendens fortsætter. For alle os på SE og HØR er det udtryk for, at vores linje er den rigtige - at læserne med andre ord sætter pris på vores kompromisløse, kontante, uhøjtidelige og underholdende stil. Det er vi alle sammen fantastisk glade for. Samtidig kan jeg garantere vores mange, mange læsere (næsten en million hver eneste uge), at vi utrætteligt vil arbejde på at gøre bladet endnu bedre. Der vil altid være megen debat om et blad som SE og HØR. Og selvfølgelig vil visse (højtråbende) kredse pr. definition være af den opfattelse, at vi går for langt. Det kan ikke være anderledes. Jeg kan sige så meget, at vi tager kritikken med knusende ro - ikke mindst fordi den meget ofte er båret af en betydelig portion dobbeltmoral. Tankevækkende er det under alle omstændigheder, hvordan det med usvigelig sikkerhed er de blade, som vi kritiseres mest for, der sælger bedst. Må jeg ikke blot afslutte spalten her med at takke såvel trofaste som nye købere af SE og HØR for opbakningen på det seneste. Jeg lover, at der venter jer alle endnu mere underholdning, endnu flere overraskende nyheder. Bare vent og se!

Sponsoreret indhold