Nyheder17. maj 2023 (opd. 18. maj 2023)

SE og HØR afslører: Unge snyder med MobilePay på Bakken

Tager screenshots af MobilePay-betalingen ved forlystelserne og bruger dem igen og igen
Bakken tager sagen meget alvorligt.
Bakken tager sagen meget alvorligt.
 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

Det er ikke alle, der betaler lige meget for at prøve de mange forlystelser på Bakken.

SE og HØR kan nemlig afsløre, at mange unge mennesker snyder med MobilePay-betalinger ved forlystelserne, og det har de gjort længe.

Udover turpas og kontanter har gæsterne mulighed for at betale med MobilePay ved mange af forlystelserne på Bakken.

Mange af de unge, som SE og HØR har talt med, fortæller, at de genbruger den samme MobilePay-betaling igen og igen.

Så hvis man eksempelvis prøver radiobilerne på Bakken, så starter man med at betale for en tur på MobilePay.

Derefter tager de et screenshot af kvitteringen, gemmer den på telefonen og viser den samme kvittering igen og igen ved de næste ture.

På den måde slipper de altså for at betale efter den første tur. SE og HØR har været i kontakt med Bakken, der fortæller, at de oplever snyd med MobilePay.

- Vi er bekendt med, at der bliver snydt med MobilePay-screenshots på Bakken, men vi kan ikke sige noget om, hvor stort et omfang der er tale om, lyder ordene fra kommerciel chef Ulrik Nissen.

Man kan betale med MobilePay ved flere af Bakkens forlystelser.
Man kan betale med MobilePay ved flere af Bakkens forlystelser.
 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Derudover siger Ulrik Nissen, at forlystelsesparken tager snyden med MobilePay alvorligt.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at forhindre at sådan type svindel ikke finder sted på Bakken, lyder de afsluttende ord fra den kommercielle chef.

SE og HØR har også været i kontakt med Nordsjællands Politi, der advarer mod at snyde med MobilePay-kvitteringer. Det kan nemlig give alvorlige konsekvenser.

- Det er umiddelbart vores vurdering, at fremgangsmåden med at genbruge et screenshot/kvittering fra en tidligere betaling er bedrageri, oplyser politikredsen og understreger:

- Dette vil typisk kunne straffes med en bøde. Størrelsen på bøden afhænger af bedrageriets omfang, afslutter de.

Sponsoreret indhold