Nyheder25. januar 2024

Se billederne: DSB viser det første ud af 16 nye EC-tog frem

I 2024 får DSB leveret 16 nye EC-tog, som skal være en del af den internationale og nationale trafik
DSB fremviser det første af de nye EC-tog frem ved en presseseance i Kastrup torsdag 25. januar 2024.
DSB fremviser det første af de nye EC-tog frem ved en presseseance i Kastrup torsdag 25. januar 2024.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

DSB viser torsdag det første af i alt 16 nye EC-tog frem på DSB's klargøringscenter i Kastrup. Togene skal både være en del af den internationale og danske trafik.

Det oplyser DSB i et pressemeddelelse.

De 16 tog skal køre på strækningerne mellem København og Aarhus til Hamburg og samtidig være en del af den nationale trafik.

Men før toget kan komme ud på skinnerne, skal den første vognstamme blandt andet gennemføre de sidste test.

Derudover vil DSB gennemføre et længere uddannelsesforløb for at forberede idriftsættelsen af toget i perioden frem til, at det er endeligt godkendt, lyder det i pressemeddelelsen.

I 2020 bestilte DSB otte nye tog, men sidste år blev ordren fordoblet til 16. De første otte tog forventes at komme ud i trafikken i efteråret 2024.

Derfor bliver otte EC-tog leveret i 2024, mens de resterende otte togstammer bliver leveret i 2026 eller 2027 sammen med 16 styrevogne, der gør, at man ikke behøver vende togstammen for at koble det til et lokomotiv.

Derudover vil det første IC5-tog blive leveret til Danmark i 2025 og blive sat i drift i 2027. Og i 2030 forventes det første fuldautomatiske S-tog ifølge DSB at blive sat i drift.

DSB har tidligere haft problemer med nye tog, da de i 2000 bestilte 83 IC4-tog for i alt fem milliarder kroner hos en italiensk leverandør.

For togene fungerede ikke i drift, og DSB fik derfor kompensation fra italienerne på 2,25 milliarder mod at slække på en række krav i kontrakten.

Men i 2011 måtte DSB indstille al kørsel med togene, fordi de kørte forbi de røde stopsignaler.

Kun nogle af de indkøbte IC4-tog kom til at køre på skinnerne, og de bliver primært brugt som regionaltog frem mod indsættelsen af de nye tog i 2024.

Sponsoreret indhold