Nyheder4. september 2023

Scholz får klap for øjet efter fald: Det ser værre ud end det er

Kansler siger tak for ønsker om god bedring og glæder sig til at se, hvilke memes der kommer ud af fald.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, med klap for øjet efter et fald under en løbetur.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, med klap for øjet efter et fald under en løbetur.
 Foto: Kay Nietfeld/AP/Ritzau Scanpix

Iagttagere af tysk politik – og andre – skal i de kommende dage og måske uger "vænne sig" til at se forbundskansler Olaf Scholz med klap for øjet.

Det siger regeringstalsmand Steffen Hebestreit ifølge det tyske medie Bild mandag.

Scholz faldt lørdag under en løbetur, og hans øje er nu hævet ifølge mediet.

– Han har det godt efter omstændighederne. Han ser lidt forslået ud, siger Hebestreit.

Scholz selv skriver på det sociale medie X:

– Er spændt på at se, hvilke memes der kommer. Tak for ønskerne om god bedring. Ser værre ud, end det er.

Et meme er en kombination af et billede og en eller flere tekstbidder skabt til at blive delt på internettet.

Bild erfarer, at selv om Scholz' højre øje skulle være meget hævet, så har en læge efter undersøgelser ikke fundet yderligere skader.

Uheldet skete lørdag ved middagstid, da Scholz løb sin sædvanlige tur i hjembyen Potsdam sydvest for Berlin.

En kilde fortæller til Bild, at Scholz snublede og ikke fik taget ordentligt fra. Han faldt forover og slog ansigtet. Hans livvagter – som næsten altid er ved hans side – kom hurtigt til hjælp.

Søndag befandt Scholz, der løber op til tre gange om ugen, sig i sit hjem i Potsdam.

Ifølge nyhedsbureauet AFP måtte han aflyse sine aftaler søndag. Men hans kalender for resten af ugen er ikke påvirket af faldet.

Den byder blandt andet på biludstilling i München, debat i Forbundsdagen og sommerfest hos SPD-avisen "Vorwärts" – eller på dansk fremad.

For socialdemokratiske SPD og koalitionsregeringen, som også består af liberale FDP og De Grønne, har det dog været småt med fremgang i meningsmålingerne på det seneste.

Over to tredjedele af tyskerne har i nylige meningsmålinger sagt, at de ønsker en ny regering. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I sidste uges ARD-Deutschlandtrend-opinionsmåling, som er udført af instituttet Infratest dimap, faldt opbakningen til regeringen yderligere.

Sponsoreret indhold