Nyheder19. juni 2023

Sceneild og fyrværkeri ikke forbudt: Tinderbox Festival må fortsat fyre op under festen

Der bliver fortsat et brag af en fest med fyrværkeri og flotte sceneshows, når Tinderbox Festival slår dørene op til årets musikfest
Ildshow og fyrværkeri bliver trods afbrændingsforbud ikke forbudt på årets Tinderbox Festival i Odense. 
Ildshow og fyrværkeri bliver trods afbrændingsforbud ikke forbudt på årets Tinderbox Festival i Odense.
 Foto: Dan Mariegaard

Tidligere i dag, mandag, meldte Danske Beredskaber ud, at der i store dele af landet vil være afbrændingsforbud på fredag, når kalenderes siger sankthansaften.

Men har man glædet sig til fyrværkeri og ildshow, når den fynske festival Tinderbox løber af stablen torsdag, fredag og lørdag i denne uge, så er der ingen risiko for at blive skuffet.

Det fortæller leder af Forebyggende Afdeling hos Beredskab Fyn, Kenny Christensen til Fyens Stiftstidende.

- Afbrændingsforbuddet gælder helt specifikt sankthansbål og alle andre former for bål, som man kunne finde på at lave på fredag. Tinderbox må stadigvæk benytte åben ild, siger han til avisen og fortsætter:

- Det er alene sankthans, vi har begrænset, fordi vi er bekymrede for, hvad der vil ske, når Hr. og Fru Danmark står og skal tænde et bål, mens det er så tørt som nu.

Skulle ovenstående give anledning til bekymring, så maner Kenny Christensen straks til ro.

Beredskab Fyn er således i tæt dialog med Tinderbox om sikkerheden på festivalpladsen. Det er de altid – afbrændingsforbud eller ej, oplyser han.

Tidligere på dagen faldt regnen endelig over den knastørre fynske hovedstad, og vejrudsigten lover mere regn på onsdag.

Derfor er Kenny Christensen optimistisk og ser på nuværende tidspunkt ingen grund til at rulle de store forbud mod hverken ildshow eller fyrværkeri ud, når Tinderbox Festival fyrer den af i Tusindårsskoven fra på torsdag.

Sponsoreret indhold