Nyheder17. september 2008

Saseline Sørensen: Skrider fra Fetterlein

Kun syv måneder efter de blev forældre er forholdet slut
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/saseline-skrider2-jpg.jpg

Smukke Saseline Sørensen har fået nok af tennisplayboyen Frederik Fetterlein. De to blev forældre til deres første fælles barn i februar 2008, men forholdet kunne åbenbart ikke holde til de nye roller som mor og far.

At være alene hele tiden med et lille barn, mens kæresten tourer rundt, er åbenbart ikke lykken for den 26-årige tidligere Soap-sanger.

- Jeg har ikke lyst til at kommentere historien, andet end jeg kan bekræfte, at jeg er gået fra ham. Han kender grundene til hvorfor, siger Saseline til SE og HØR.

Hun er flyttet ind hos en veninde på Vesterbro, og leder lige nu efter en lejlighed.
Alt tegnede ellers lykkeligt, da Saseline og Frederik blev forældre til lille Sean i febaruar.

Trods sin nyfødte søn valgte Fetterlein at holde påske i Dubai med sin ældste søn fra et tidligere forhold, mens Saseline måtte sidde alene hjemme og amme den yngste.

Og tilsyneladende har Fetterlein ingen skrupler med at holde sig væk, idet han fortrinsvis opholder sig i Monaco - både mens Saseline var gravid og nu.
- Hun har hele tiden stået alene med barnet, og nu gider hun ikke Fetterlein mere, siger en kilde til SE og HØR.

Turbulent forhold

Forholdet mellem den frække knøs og den unge sangerinde har mildest talt været turbulent.

Særligt 2006 blev et veritabelt rædselsår for jetsetparret og i særdeleshed for Saseline. Først mistede hun deres barn tre måneder henne i graviditeten.
Så friede Fetterlein og havde samtidig en hed affære med den smækre frisøse Maria Jarltoft, som scorede et sextrofæ i form af tennisatletens sølvhalskæde, som hun viste frem i SE og HØR.

Det lykkedes dog for Frederik og Saseline at klinke skårene under en kærlighedstur til New York.

I maj måned var den så gal igen, da Fetterleins hænder kom på vildveje under en vild Ferrari-fest i Cannes sammen med Kenneth Carlsen. Her gramsede han løs på en fremmed dames numse, hvilket SE og HØR kunne fremvise nogle meget livlige billeder af. Han bedyrede dog, at han skam var sin kæreste tro.

Det er ikke lykkedes at få fat i Fetterlein for en kommentar om bruddet.

Sponsoreret indhold