Nyheder31. maj 2022

SAS i krise: Mister milliard

SAS har i andet kvartal tabt 1,1 milliard kroner på grund af dyrere brændstof og valutamodvind
SAS har i andet kvartal tabt 1,1 milliard kroner, viser regnskab fra selskabet tirsdag morgen.
SAS har i andet kvartal tabt 1,1 milliard kroner, viser regnskab fra selskabet tirsdag morgen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der flyver stadig flere passagerer med SAS ovenpå coronakrisen.

Men passagerfremgangen er ikke nok til at opveje for dyrere brændstof og en styrket amerikansk dollar, der er med til at give SAS et milliardunderskud.

Det fremgår af regnskabet fra det skandinaviske flyselskab tirsdag morgen.

I perioden februar til april, der udgør SAS' andet kvartal, har selskabet tabt 1,1 milliard kroner.

Det er en forbedring på mere end 700 millioner kroner i forhold til den samme periode et år tidligere.

Forbedringen skyldes især, at antallet af passagerer er mere end firedoblet til små fire millioner passagerer i andet kvartal.

Det har nemlig været med til at give en omsætning på fem milliarder kroner. Det er mere end en tredobling i forhold til et år tidligere.

Til gengæld har SAS skullet betale mere for brændstoffet til sine fly. Dertil har en stærk dollar givet valutamodvind og kostet selskabet penge.

De to forhold har medvirket til, at selv om SAS har fløjet med flere og fået flere indtægter i kassen, så er der stadig blevet tabt penge.

For at få økonomien på ret køl præsenterede SAS i første kvartal en ny plan, der går under navnet "SAS Forward". Planen går ud på at skabe et selskab, der er bedre indrettet til fremtiden - særligt økonomisk.

Som en del af planen vil SAS reducere sine årlige udgifter med mere end fem milliarder kroner. Det skal blandt andet lykkedes ved at indgå nye aftaler med kreditorer og medarbejdere.

Derudover sigter planen efter at hente frisk kapital til at styrke selskabet.

Efter at have arbejdet med den nye plan i nogle måneder kan SAS oplyse, at forhandlinger med de forskellige interessenter indtil videre kun har vist begrænset fremgang.

Faktisk er forhandlingerne på et punkt, hvor SAS ikke kan give garantier for, at implementeringen af planen vil blive til noget.

- I det tilfælde at den ventede deling af byrden, gældskonvertering og ny kapitalrejsning ikke bliver gennemført som planlagt, vil SAS ikke være i stand til at understøtte den eksisterende kapitalstruktur og nuværende likviditetsniveauer, og det kan ikke udelukkes, at SAS ikke vil være i stand til at imødekomme sine langsigtede forpligtelser, som de forfalder, skriver SAS i regnskabet.

Sponsoreret indhold