Nyheder1. september 2023

SAS er flyvende: Første kvartalsoverskud i mange år

Efter 14 kvartaler med underskud lykkedes det SAS at opnå rentabel drift i månederne fra maj til juli
Fly fra SAS flyver forbi kontroltårnet i Københavns Lufthavn onsdag den 24. maj 2023 (arkivfoto). 
Fly fra SAS flyver forbi kontroltårnet i Københavns Lufthavn onsdag den 24. maj 2023 (arkivfoto).
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

SAS kæmper hårdt for at få enderne til at nå sammen og skaffe ny finansiering, der kan sikre luftfartsselskabets fortsatte overlevelse.

I den sammenhæng er regnskabet for tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2022/23 et lille lyspunkt, idet det her lykkedes for det skandinaviske flyselskab at få sorte tal på bundlinjen.

Det sker, efter at selskabet har haft minus i 14 kvartaler i træk.

SAS opnåede i månederne fra maj til juli et nettoresultat på 461 millioner svenske kroner. Samme periode sidste år resulterede i et minus på 1,8 milliarder svenske kroner.

– Det er en vigtig milepæl. Vi har stadig meget arbejde foran os med vores transformationsplan, der skal sikre vores langsigtede konkurrenceevne, men jeg ser dette som et tydeligt tegn på, at vi er på rettet spor, og at vores arbejde giver resultater, siger adm. direktør og koncernchef Anko van der Werff i en pressemeddelelse.

Overskuddet skyldes blandt andet, at man havde det højeste passagertal siden coronatiden.

Et passagertal, som samtidig lå 37 procent højere end i samme periode sidste år, som dog var påvirket af passagerstrejken.

Sommermånederne er traditionelt SAS' bedste, og derfor er de sorte regnskabstal ikke nødvendigvis et udtryk for, at selskabet driftsmæssigt er tilbage, hvor de skal være.

Lægger man regnskabsårets første tre kvartaler sammen, resulterer de i et samlet nettounderskud på knap 3,8 milliarder svenske kroner.

SAS fastholder i forbindelse med regnskabet forventningerne til årets samlede resultat, som lyder på et underskud før skat på mellem fire og fem milliarder svenske kroner.

Selskabet forventer fortsat at kunne gå i plus i næste regnskabsår, og i 2025/26 er planen at lande et overskud før skat på mellem fem og seks milliarder svenske kroner.

Sponsoreret indhold