Nyheder30. december 2023

Sanna Marin: Hadefuld tale afholder kvinder fra politik

I et større interview med NRK taler Sanna Marin om kvinder i politik og en festvideo, der gik viralt
Sidste år blev der lækket en video fra en fest, hvor den daværende finske statsminister, Sanna Marin, deltog. I et interview med NRK taler hun om episoden.
Sidste år blev der lækket en video fra en fest, hvor den daværende finske statsminister, Sanna Marin, deltog. I et interview med NRK taler hun om episoden.
 Foto: Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix

Mange unge kvinder overvejer at gå ind i politik, men de tøver på grund af den hadefulde tale, der er på sociale medier.

Det mener den tidligere finske statsminister Sanna Marin, der har givet et større interview til det norske medie NRK.

- Det er ikke bare aggressivt, det er også seksualiseret. Det har med køn at gøre, siger hun.

Den tidligere statsminister mener også, at det er en skam, når mange kvinder ser dette og bliver usikre på, om det er et område, der er værd at engagere sig i. For der er behov for, at kvinder samt unge som gamle engagerer sig.

Selv har 38-årige Sanna Marin oplevet at få en kæmpe opmærksomhed online.

I august 2022 havnede hun pludselig i et politisk stormvejr, da en video fra en fest blev lækket og delt på internettet.

Den viste statsministeren i festligt lag sammen med nogle venner. Fra nogle sider medførte festlighederne kritik, og det endte med, at Marin tog en test for at bevise, at hun ikke havde stoffer i blodet.

I dag kalder hun lækket for "dumt" og siger, at det ikke havde noget at gøre med hverken hendes karriere eller politik.

Den tidligere leder mener også, at den store medieomtale ikke handlede om, hvad hun lavede i fritiden, men om hendes udseende.

- Jeg så for ung ud. Jeg så for sexet ud i de videoer. Og nogle mennesker kunne ikke lide det, siger hun til NRK.

Marin forlod statsministerposten efter det finske valg i april i år. Hun trak sig i samme ombæring som partileder for Socialdemokratiet.

Sponsoreret indhold