Nyheder5. november 2008

"Sandhedens Time": Jeg elsker ham stadig ikke

31-årige Tania Bache Stendahl chokerede i programmet med sine manglende følelser for sin gemal, Michael
Tania arbejder stadig på følelserne for ægtemanden
Tania arbejder stadig på følelserne for ægtemanden
 Foto: Hans Bølcho

Det kan virke underligt, at man kan være gift med en mand, man ikke elsker. Men det er den skinbarlige virkelighed for Århus-pigen Tania Bache Stendahl, som her til aften måtte nøjes med sølle 10.000 kroner i det populære TV3-program.

For omkring et års tid siden skete der nemlig noget mellem hende og husbonden Michael, som hun et par år tidligere var faldet pladask for, og siden har det været svært at genoprette tilliden til ham.

- Jeg opdagede, at han havde begået en meget almindelig, menneskelig fejl og søgt trøst hos et andet, kvindeligt bekendtskab. Men det er heldigvis slut nu, fortæller Tania, der efter en mavefornemmelse tjekkede Michaels telefon for sms'er på hospitalet lige efter, hun havde født.

Forholdet stoppede dog ikke, og selv om Tania endnu ikke er nået til det punkt, hvor hun elsker sin mand, så arbejdes der på sagen.

- Det med at elske ham skal nok komme igen. Og vi har det faktisk bedre end længe. Vi arbejder målrettet på, at få et rigtig godt familieliv, kvidrer Tania.

Spørgsmålene

1) Har du nogensinde tisset i en sportsvogn, der ikke tilhørte dig? JA

Det var i 1.G på Rungsted Gymnasium, hvor vi fejrede, at påskebryggen var på gaden. Vi sad ude ved en golfbane og drak, men jeg skulle tisse, og ingen lukkede op, da jeg ringede på i et hus ved siden af. Der stod så en åben, cremefarvet sportsvogn, som jeg besluttede at lade vandet i.
Senere gentog jeg kunststykket med en veninde, hi hi.

2) Tror du, at du kan kommunikere med afdøde slægtninge? JA

Det er meget diffust. For eksempel kan jeg nogle gange føle, at jeg ikke er alene. Og jeg er også blevet præsenteret for afdøde slægtninges navne - folk, jeg aldrig har kendt.
Engang sov jeg hos en veninde og drømte, at jeg snakkede med min afdøde faster. Da jeg vågnede, så jeg, at nogle stole, jeg havde sat på plads om aftenen, var trukket ud fra bordet.

3) Har du inden for de sidste seks måneder fortalt noget videre, som du vidste, at du ikke måtte sige til nogen? JA

Det er ikke så alvorligt og var mere et svar, jeg gav, for at være på den sikre side. Jeg kan da ikke udelukke, at jeg har snakket med min mand om noget, som indforstået skulle være mellem os, men som jeg efterfølgende har diskuteret med en veninde.

4) Kunne du finde på at stikke af fra regningen, hvis du var utilfreds med maden på en restaurant? JA

Jeg har aldrig gjort det, men kunne nok godt finde på det. Men det ville kræve en rigtig dårlig betjening oven i den dårlige mad. Jeg tror, de spurgte mig om det, fordi jeg er ved politiet og ville prøve at vise mig som en, der kunne finde på at bryde loven.

5) Tror du, at din kæreste Michael er bange for dig? JA

Han er nok ikke bange i ordets forstand, men jeg tror, han har været nervøs for, om jeg ville forlade ham, og hvad jeg ville fortælle folk om hans ugerninger fra fortiden. Han ved godt, at hvis min hammer falder, så falder den hårdt.

6) Har du nogensinde stjålet fra en arbejdsgiver? JA

Her svarede jeg ja, fordi jeg tænkte, at jeg vel nok har taget et frimærke på jobbet til et privat brev eller har ført private telefonsamtaler selv om det var forbudt. Det er vel også at stjæle på en måde.
Det samme med papir, kuglepenne osv. Men der skal ikke lægges mere i mit svar end det.

7) Har du nogensinde haft sex med en kvinde? JA

Jeg var 20 år og scorede en kvinde i 30´erne på Tex Mex restauranten i København. Det var min daværende kæreste, som syntes, det kunne være frækt, hvis jeg var sammen med en kvinde og kom hjem og fortalte om det.
Det var egentlig stille og roligt, men svært at gennemføre. For mig var det næsten psykisk voldtægt, og jeg fandt da ud af, at jeg hverken er lesbisk eller bisekusel, ha ha.

8) Er du tilfreds med dit og Michaels sexliv? NEJ

Det er jeg ikke, men det skyldes primært, at vi altså har et lille barn, som sover i samme rum som os. Impulsiviteten forsvinder. Og så har nogle omstændigheder gjort, at jeg har været lidt utryg omkring sex med Michael.

9) Har du nogensinde fortrudt, at du fik din datter? JA

Lige da jeg fødte vores datter, fortrød jeg. Men det var fordi, jeg fandt ud af nogle ting om Michael, der gjorde, at min drøm om familieidyllen brast. Det har intet med min datter at gøre.

10) Elsker du din etårige datter ubetinget? JA

Det tror jeg, enhver mor gør. De stillede mig nok dette spørgsmål for at tjekke, om jeg nu også ville hende eller ej.
Men det der med at elske ubetinget er lidt en floskel. Jeg er normalt af den overbevisning, at man ikke kan elske et andet menneske ubetinget.

11) Læser du din mand Michaels sms´er, uden han ved det? JA

Det er meget længe siden, men det har jeg følt var nødvendigt for at genvinde tilliden til ham. Det er nok ti måneder siden sidst. Men jeg har været åben omkring, at jeg ville tjekke ham fra tid til anden.

12) Ville du anmelde en kollega, der begik noget ulovligt? JA

Det ville jeg lige på stedet. Jeg er et meget retskaffent menneske, men det kommer også lidt an på graden af ulovlighed. Hvis det er strafbart, ville jeg melde det.

13) Er du en god elsker? NEJ

Det er svært at bedømme det om sig selv. Jeg er langt fra så løssluppen hvad angår sex som jeg var engang, men jeg har altid været glad for sex.
Men jeg ved, at Michael er tilfreds med vores sexliv. Han siger, at han ville tænde på mig uanset om jeg så vejer 80 eller 180 kilo.

14) Har du nogensinde stjålet noget fra en eller flere af dine venner? JA

Jeg har vel været omrking 17 år gammel, da jeg til en privatfest i en brandert stjæler en cd med hjem. Det blev aldrig opdaget, men jeg havde meget dårlig samvittighed i lang tid efter. Personen ved ikke den dag i dag, at jeg stjal den.

15) Elsker du Michael? NEJ

Nej, jeg elsker ham ikke, men jeg er vildt glad for ham. Men han har forvoldt mig så meget smerte på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var meget sårbar. Det med at elske ham, skal nok komme igen. Jeg har selvfølgelig stadig stunder, hvor jeg kan blive helt varm i kroppen, når jeg kigger på ham.
Michael vidste ikke, at jeg ikke elsker ham, men han godtog min forklaring om, hvorfor.

16) Vil du forlade Michael, når han har bygget jeres hus færdigt? TANIAS VEN KIM TRYKKER PÅ KNAPPEN

Kim har efterfølgende sagt til mig, at det var et omsonst spørgsmål at svare på. Det er jo et fremtidsspørgsmål, og fremtiden kan ingen spå om.
Folkene bag spørgsmålet har nok haft en mistanke om det, fordi jeg ikke elsker Michael og måske tænkt, at hvis jeg skulle forlade ham, så ville jeg være bedre stillet rent økonomisk, hvis det først blev når huset var færdigt.

16 (ERSTATNINGSSPØRGSMÅL) Har du nogensinde udnyttet din adgang til politiets databaser til at søge oplysninger om din mand Michael? JA

Udnytte er et forkert ord, for det er til enhver tid fyringsgrundlag. Netop af den grund valgte jeg, at lyve under den første test, fordi jeg var nervøs for at blive afskediget. Men mit ja hænger sammen med, at jeg under oplæring hos politiet sad og prøvede mig frem i søgesystemet. Jeg tastede bare hans cpr nummer for at øve mig, men det var ikke for at søge på noget specifikt om ham.

17) Respekterer du dine forældre? JA

Jeg blev ikke sur over at ryge ud på dette spørgsmål - det var fair nok. Men jeg blev da lidt forundret.
Jeg har tænkt over, hvorfor mit svar blev angivet til falsk. Da jeg tog løgnedetektortesten, havde jeg nok mine adoptivforældre, som jeg kalder mine forældre, i tankerne, og det havde jeg også i studiet.

Dem respekterer jeg nemlig meget, og jeg er dem utrolig taknemmelig for, at have givet mig en chance her i livet efter som lille at være blevet placeret på et børnehjem af min biologiske mor, der var narkoman og alkoholiker.
Jeg har absolut ikke været nem!

Men selv om jeg umiddelbart tænkte på de to, jeg kalder mine forældre, husker kroppen nok ubevist noget andet. For de forældre, som satte mig i verden, har jeg ingen respekt for. Jeg blev udsat for et kraftigt svigt af min mor og min biologiske far har jeg aldrig mødt.

Sponsoreret indhold