SAMFUNDETS SKYLD

Den seneste uge har Danmark stået i brand. Bøller og vandaler har antændt skoler, vuggestuer, biler og containere. Og når brandvæsenet er rykket ud, har modtagelsen i nogle tilfælde bestået af flyvende brosten.

At tage klart afstand fra dén adfærd er en selvfølgelighed. Og naturligvis er det noget ansvarsforflygtigende sniksnak, når behandler-Danmark pr. rygmarv opfordrer til den evindelige "dialog". Her må man give statsministeren ret: Skylden er alene de unges - og ikke mindst deres forældres. For selvfølgelig er det ikke samfundets opgave at sørge for, at ungerne opfører sig ordentligt - det er og bliver et anliggende for forældrene. Og politiet har værsgo at skride hårdt ind.

Men når dét er sagt, vil jeg alligevel vove det ene øje og sige: På sin vis forstår jeg de unge ballademagere. Ikke at jeg på nogen måde forsvarer dem, men faktisk forstår jeg godt, hvorfor en utilpasset, forsømt 14-årig indvandrerdreng griber til den slags metoder.

Sagen er jo, at han - med en vis ret - må tro, at det kan betale sig at hærge sig frem. Dét er jo nemlig den deprimerende lære af sagen om Ungdomshuset. Her har en gruppe smaskforkælede, selvcentrerede unge i månedsvis ført sig frem med hærværk og ballade. Og belønningen har sandelig ikke ladet vente på sig: Med Ritt Bjerregaard i spidsen vil de københavnske politikere nu give de unge et nyt hus.

Så kom ikke og sig, at vold ikke betaler sig.

Politikerne har med det kedelige eksempels magt opdraget de unge til, at terrorens djævelske logik hersker: Tilstrækkelig mange gadekampe - og man får sin vilje til sidst.

I dét lys er det vel egentlig ikke så underligt, at en 14-årig indvandrerknægt må tro, at den mekanisme også kommer ham til gavn - når den nu åbenbart gælder for det bedre borgerskabs forkælede unger i forbindelse med Ungdomshuset.

Så, ja: Det er faktisk samfundets skyld, at de unge hærger. Samfundet i skikkelse af eftergivende politikertyper som Ritt Bjerregaard.