Nyheder27. juli 2023 (opd. 27. juli 2023)

Salater tilbagekaldes: Solgt over hele landet

Tre typer af salater tilbagekaldes, efter at der er fundet listeria i dem

Hvis du har en færdigblandet salat stående i køleskabet, er det en god idé at tjekke etiketten en ekstra gang, før du sætter tænderne i den.

Torsdag tilbagekalder Delicate nemlig tre typer salater, da der er fundet listeria i dem.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Nærmere bestemt er der tale om en stenaldersalat med kylling og spinathummus, en proteinsalat med kikærter og bønner samt en couscoussalat med hummus og grønne linser.

Tilbagekaldelsen gælder produkter, der har sidste anvendelsesdato den 29. juli.

Salaterne er produceret den 22. juli.

Kunder, der har købt salaterne, opfordres til at smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de har købt den.

Listeria-bakterien findes overalt og derfor også i mange rå eller let forarbejdede fødevarer. Bakterien kan forårsage hovedpine, feber, diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den.

De fleste vil på et eller andet tidspunkt blive smittet med bakterien, men de færreste bliver syge af den.

De tilbagekaldte salater er blevet solgt i Coop-butikker over hele landet.

Sponsoreret indhold