Sætter priserne op på offentlig transport: Sådan rammer det dig

Det vil fra næste år blive dyrere at køre med bus, tog og metro på Sjælland.
Fra 15. januar 2023 sættes priserne op, så det i gennemsnit bliver 4,9 procent dyrere at køre med offentlig transport sammenlignet med i år.
Det oplyser Din Offentlige Transport (DOT), der består af trafikselskaberne DSB, Metroselskabet og Movia, i en pressemeddelelse.
Taksterne stiger især for korte rejser på rejsekort og pendlerkort.
Til gengæld bliver pendlerkort til lange rejser ikke dyrere. Og mange enkeltbilletter bliver billigere end i dag.
Forklaringen er de generelle prisstigninger på blandt andet brændstof og el, som også påvirker trafikselskaberne.
- Ligesom alt andet stiger omkostningerne til at levere god kollektiv transport også markant i øjeblikket, siger bestyrelsesformand i DOT Marlene Holmgaard Friis i pressemeddelelsen.
- Det sker efter flere år, hvor priserne har været holdt i ro, men nu er det nødvendigt i gennemsnit at lade dem stige.
- Det bliver dog med de nye priser relativt billigere at rejse langt med den kollektive transport og på den måde mere attraktivt at lade bilen stå og tage kollektiv transport, siger hun.
Det er Trafikstyrelsen, som hvert år fastsætter, hvor meget priserne i offentlig transport maksimalt må stige. Det sker med takststigningsloftet.
Når priserne står til at stige 4,9 procent, er der tale om den højeste gennemsnitlige stigning, siden takststigningsloftet trådte i kraft i 2008.
De nye priser betyder, at kunder, der rejser på enkeltbilletter, fra næste år vil opleve et prisfald, hvis de rejser længere end to zoner.
For eksempel bliver en enkeltbillet til tre zoner seks kroner billige, når prisen falder fra 36 kroner til 30 kroner.
Imens vil kunder, der bruger et almindeligt rejsekort, opleve, at en rejse i tre zoner på rejsekort stiger med 2 kroner til 23,50 kroner.