Nyheder28. juni 2023 (opd. 5. september 2024)

Sætter markedet frit: Slut med at bringe breve ud?

Ny postaftale ophæver befordringspligt og sætter postmarkedet frit. Det betyder, at PostNord ikke længere tvinges til at bringe breve ud - og at den årlige millionstøtte forsvinder
Det har kostet PostNord milliontab, at firmaet har været tvunget til at bringe breve fast ud til alle danskere. Det er slut nu - fremover styrer markedet, hvordan og hvornår du får din post og dine pakker.
Det har kostet PostNord milliontab, at firmaet har været tvunget til at bringe breve fast ud til alle danskere. Det er slut nu - fremover styrer markedet, hvordan og hvornår du får din post og dine pakker. Og det skaber særligt i landområderne stor usikkerhed om, hvordan posten fremover vil komme frem.
 Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Regeringen har sammen med Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale, Alternativet og Nye Borgerlige indgået en aftale om fremtidens indretning af postområdet.

Som led i aftalen ophører befordringspligten, som tilsiger, at staten skal sikre udbringning af breve og pakker i hele landet.

Befordringspligten varetages i dag af PostNords danske afdeling.

Da opgaven er blevet mere underskudsgivende i takt med de faldende brevmængder, kompenserer staten PostNord med et trecifret millionbeløb årligt.

Alle kan gøre det

* Ifølge postloven skal den danske stat sikre, at der bliver omdelt post i hele landet, den såkaldte befordringspligt.

* Den opgave har ligget hos Post Danmark, som hører under PostNord, der ejes af den danske og svenske stat.

* Opgaven er blevet forlænget flere gange. Senest i december sidste år. Forlængelsen står til at løbe frem til udgangen af 2023.

* Dramatisk faldende brevmængder har de senere år gjort postomdeling til en underskudsforretning. Det betyder, at PostNord får et trecifret millionbeløb i kompensation af staten årligt.

* Det har udløst kritik fra andre aktører på området, som mener, at det er konkurrenceforvridende, da opgaven godt kan løses af markedet.

* Med en ny aftale om fremtidens post ophæves befordringspligten. Det overlades dermed som udgangspunkt til markedet at levere landsdækkende postbetjening.

Kilder: Transportministeriet og PostNord

Seneste postaftale udløb i 2019. Siden da har det været op til transportministeren at lave midlertidige aftaler med PostNord.

- Jeg er meget glad for, at vi nu har lavet en meget bred aftale for posten i fremtiden i Danmark med partier fra Alternativet til Nye Borgerlige. Det, at vi i mange år ikke har haft en postforligskreds, har vi nu fået løst, så der er vished for medarbejdere og fremtiden for breve og pakker, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Allerede i aftaleudkastet var der lagt op til en ophævelse af befordringspligten, hvilket har skabt nervøsitet for, om det vil gå ud over pakke- og brevsendingerne i yderområderne.

Af den nye aftale fremgår det, at Trafikstyrelsen med jævne mellemrum vil gennemføre undersøgelser af markedet med henblik på at vurdere, om det frie marked kan levere landsdækkende posttjenester til ensartede priser uanset geografisk placering.

Skulle der mod forventning opstå udfordringer med postleveringen i eksempelvis landdistrikterne, kan regeringen gribe ind og i yderste konsekvens sende opgaven i udbud.

- Det har været afgørende for os i disse forhandlinger, at alle danskere i hele landet fortsat har mulighed for at sende og modtage breve, udtaler postordfører for Socialdemokratiet Thomas Monberg i pressemeddelelsen.

Med ophævelsen af befordringspligten fjernes den årlige millionstøtte til PostNord.

- Nu er det slut med at sende skattepenge efter en befordringspligt, som markedet uden problemer kan løfte. Nu kan danskerne se frem til, at andre bedre kan komme til. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil give bedre service til de rigtige priser, udtaler transportordfører for Liberal Alliance Jens Meilvang.

I den nye postaftale indgår der også en særlig ordning for småøerne, som ifølge aftalepartierne kan se frem til bedre betjening end tidligere.

- Det har været vigtigt med aftalen at sikre, at landdistrikterne og øerne ikke bliver et b-hold, og at byerne bliver et a-hold. Men at vi forsikrer, at uanset hvor i Danmark, du bor, får du breve og pakker, og du får det frie valg, siger Thomas Danielsen.

Med aftalen bliver der således investeret i postanlæg på alle småøer, så det også her bliver muligt at vælge frit, hvem der skal komme med breve og pakker.

Derudover vil staten fortsat støtte blindeforsendelser og udlandspost. På disse områder vil der blive iværksat udbud.

Ændringerne i postloven træder i kraft 1. januar 2024. Dog vil der blive iværksat overgangsordninger på de relevante områder.

Sponsoreret indhold