Sabrina Carpenter kommer med ny sang fredag

Den amerikanske superstjerne Sabrina Carpenter kommer fredag med ny musik.
Det afslører hun i et opslag på det sociale medie Instagram, hvor det fremgår, at sangen har titlen "Manchild".
- Denne her handler om dig, skriver hun uden at uddybe, hvem hun henviser til.
Opslaget er flankeret af et billede, hvor det ser ud, som om den 26-årige sanger står og blaffer på en landevej.
Sabrina Carpenter slog igennem med sangen "Espresso", som blev udgivet som single i april 2024 og gik hen og blev et internationalt hit.
Sangen har fået knap 2,3 milliarder afspilninger på musikstreamingtjenesten Spotify og tog desuden prisen for Årets Bedste Pop-performance ved Grammy-uddelingen tidligere på året.
Albummet "Short n' Sweet" fra 2024 vandt desuden kategorien Årets Bedste Popalbum. I alt var Sabrina Carpenter nomineret i seks kategorier - blandt andet "Årets album".
Derudover er hun kendt for sange som "Please Please Please" og "Taste". På Spotify har hun omkring 63,5 millioner lyttere om måneden, fremgår det på tjenesten.
Spotify har kommenteret nyheden fra musikeren:
- Sabrina sagde, at I alle har brug for endnu en sommersang, lyder det i en kommentar til opslaget.
Popstjernen udgav sit første album, "Eyes Wide Open", i 2015.
I 2023 varmede hun op til over 20 af Taylor Swifts koncerter på hendes "The Eras Tour" i Latinamerika, Australien og Singapore. Sidste år kom så albummet "Short n' Sweet", hvor "Espresso" var en del af tracklisten.
I foråret gæstede hun Danmark med to udsolgte koncerter i Royal Arena i København.
Foruden musikken er Sabrina Carpenter også skuespiller, og hun blev kendt for sin rolle som Maya i Disney-serien "Girl Meets World", som havde premiere i 2014.