Nyheder16. juli 2018

Berørt Hans Otto Bisgaard: Sådan var min søns sidste tid

Radioværten Hans Otto Bisgaard mistede fredag eftermiddag sin 47-årige søn Jeppe, der døde efter en lang og hård kamp mod kræft. Nu fortæller radioværten, hvordan sønnens sidste tid var
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-832838.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Fredag eftermiddag mistede radioværten Hans Otto Bisgaard sin søn Jeppe, der stille sov ind efter en årelang og hård kamp mod kræft. Sønnen Jeppe blev blot 47 år.

Nu fortæller radioværten, hvordan sønnens sidste tid var – og om sønnens tre år lange kamp mod kræft i hjernen:

- Han blev opereret første gang og fik at vide, at der ikke var noget at gøre. Kræften sad i hjernen, og det er et forbandet sted. Det kan ikke kureres. I gennemsnit lever man halvandet år med den type kræftsygdom. Men man kunne håbe på tre år, fik han at vide. Hvortil Jeppe svarede: 'Bare jeg får lov til at få VM i fodbold med'. Og det var præcis, hvad Jeppe fik. Tre år og VM i fodbold, lige bortset fra finalen, siger Hans Otto Bisgaard i et interview med BT.

De sidste tre måneder gik det hurtigt ned ad bakke for Jeppe, der selv arbejdede som dj. For et par uger siden valgte Hans Otto Bisgaard, hans kone Hanne, og lillesøsteren Mette Marie at flytte ind i Jeppes lejlighed på Frederiksberg for at pleje ham og være sammen med ham i den sidste tid.

- Vi har været der for at sige farvel, har haft en hel uge, hvor vi har gået og hygget om ham og snakket med ham. Vi vidste alle, hvor det bar hen. Jeppe inklusive. Der var ikke noget piv fra ham. Vi gjorde alt for, at han skulle være her i lejligheden, fortæller Hans Otto Bisgaard i interviewet med BT.

Onsdag mistede Jeppe så bevidstheden, og to dage senere – fredag eftermiddag – sov han stille ind omgivet af sin familie i lejligheden på Frederiksberg.

- Der var ikke én lyd, der var ikke en rallen. Der var intet andet, end at lige pludselig, så var han der ikke længere. Jeg sad og kiggede på ham og tænkte 'Nu er han holdt op med at trække vejret.' Det var meget smukt og roligt, siger en tydeligt berørt Hans Otto Bisgaard til BT.

Jeppe Bisgaard bisættes næste fredag, den 27. juli, fra Frederiksberg Kirke.

Sponsoreret indhold