Nyheder6. juni 2018

Kim Wall bisat: Sådan var ceremonien

Den svenske journalist er blevet stedt til hvile ved en intim ceremoni
https://imgix.seoghoer.dk/10.9122246aa.jpg
 (Foto: All Over Press)

Knap 10 måneder skulle der gå, før Kim Wall blev stedt til hvile.

BT skriver, at den 30-årige journalist blev bisat fredag under en privat ceremoni, hvor familie, venner og bekendte var tilstede.

Ifølge BT kom venner fra nær og fjern til ceremonien, og godt 100 personer var samlet i Kim Wall Memorial Park, der er opført hendes forældres hjem i Trelleborg i Skåne.

Kim Walls mor, Ingrid Wall, postede lørdag et billede fra ceremonien og takkede alle, der deltog.

På billedet kan man se, at bisættelsen foregik under åben himmel, hvor et foto af Kim Wall i en lys træramme stod ved siden af en sort urne flankeret af tændte lys og blomster.

- I går (fredag, red.) tog vi den sidste afsked med vores elskede Kim. Det blev en fin og værdig ceremoni udendørs i det fantastiske vejr. Mennesker kom fra alle verdenhjørner for at sige farvel. Et stort og inderligt tak til alle, som på forskellig vis deltog i vor afsked, skriver Ingrid Wall på Facebook.

Lederen af drabsefterforskningen, drabschef og vicekriminalinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi, deltog i den private ceremoni.

Tidligere er det kommet frem, at drabsefterforskningslederen flere gange kørte til Sverige for personligt at ovelevere nyt i sagen til Kim Walls forældre.

- Det er rigtigt, at jeg har været i Sverige som privat gæst ved en fin, intim mindeceremoni. Det var flot og værdigt, men derudover har jeg ingen kommentarer, siger Jens Møller Jensen til BT.

Den 25. april 2018 blev 47-årige Peter Madsen idømt livstid.

Dommer og domsmænd var enige i dommen.

Derudover skulle Peter Madsen betale sagens omkostninger herunder 220.000 kr. til sin beskikkede forsvarsadvokat og 120.000 kr. i erstatning til Kim Walls kæreste.

- Retten finder det bevist, at Peter Madsen har dræbt Kim Wall, lød det i dommerens begrundelse for afgørelsen.

- Der er tale om et planlagt drab på en kvinde, som arbejdede som journalist, og som tilfældigt var blevet inviteret ud på en ubådstur, sagde dommeren som begrundelse for livtidsstraffen.

Peter Madsen så ifølge SE og HØRs udsendte yderst opgivende og ked af det ud, da dommeren afsagde sin dom.

Peter Madsen og hans forsvarsadvokat Betina Hald Engmark ankede med det samme dommen til landsretten - senere kom det dog frem, at han kun har anket strafudmålingen og ikke skyldsspørgsmålet.

Peter Madsen sejlede 10. august ud i sin hjemmebyggede ubåd UC3 Nautilus med den 30-årige svenske journalist Kim Wall, som skulle lave et interview med ubådsmageren i forbindelse med det danske rumkapløb.

Rumkapløbet var imidlertidigt blev aflyst fra Peter Madsens side få dage forinden. Han skulle have været til Bornholm for at sende en raket op samtidig med konkurrenterne Copenhagen Suborbitals, men Madsens tur blev aflyst. Formentlig på grund af økonomiske vanskeligheder.

Fredag 11. august var Peter Madsen, Kim Wall og ubåden UC3 Nautilus blevet efterlyst, da Peter Madsen blev reddet i land af en sejlbåd, efter ubåden sank. Peter Madsen har senere indrømmet, at han sank ubåden med vilje.

Han sagde i første omgang, at han havde sat Kim Wall af på Refshaleøen aftenen før. Senere fortalte han politiet, at Kim Wall havde fået ubådens luge i hovedet, og at han havde begravet hende til søs.

Først da hendes hoved blev fundet, ændrede Peter Madsen igen forklaring og sagde, at hun var død af, hvad han troede var, en kulilteforgiftning.

I løbet af de 12 retsdage er det ikke blevet slået fast, hvordan Kim Wall er død, og flere eksperter vurderer, at det ikke kan udelukkes, at hun er død som følge af en forgiftning.

Kim Wall havde flere stik på kroppen, heriblandt ti stik- og snitlæsioner i underlivet. Peter Madsen forklarede i retten, at han havde stukket i hende, så hendes lig ville falde til bunds på havet. Anklagerens teori var, at der lå et seksuelt motiv bag.

Obduktionsrapporten kunne ikke slå fast, om stikkene var pådraget før eller efter dødens indtræden. Konklusionen blev, at det er sket omkring dødens indtræden - altså umiddelbart inden eller umiddelbart efter. Det stemte dog ikke overens med Madsens forklaring om, at der var gået flere timer fra hun døde, til han stak i hende.

Peter Madsen erkendte efter fundet af Kim Walls ligdele, at han har parteret hende, inden han satte metalrør fast til ligdelene og smed dem i havet.

En stor del af anklagerens bevisførelse gik også ud på at tegne et billede af Peter Madsen ekstreme seksuelle præferencer. Der blev blandt andet vist såkaldte snuff-videoer i retten, som var fundet på Peter Madsen harddisk.

Dommer og domsmænd var enige i dommen. De lagde blandt andet vægt på, at han havde inviteret flere kvinder med ned i sin ubåd.

De lagde også vægt på, at han havde interesseret sig for lemlæstelse og kvindedrab.

- Retten finder, at tiltalte ikke har givet nogen troværdig forklaring på, hvorfor han havde de her ting med ned i ubåden, sagde dommeren som begrundelse.

Retten lagde også vægt på, at han havde ændret forklaring flere gange. Retten mente ikke, at han havde grund til at ændre forklaring. De fandt det ikke troværdigt, at han ville skåne familien og slet ikke, når han efterfølgende parterede hende.

Retten fandt hans forklaring om, at han lukkede lugen og Kim Walls død utroværdig. Retten lagde også vægt på, at han havde sendt en sms til sin kone, kort efter han har slået Kim Wall ihjel.

Retten vurderede, at han har brugt stropperne i ubåden til at fastbinde Kim Wall.

Retten lagde vægt på, at Peter Madsen ikke var kommet med en rimelig forklaring på, hvorfor stropperne var skåret i stykker og smidt i havet.

Sponsoreret indhold