Nyheder8. april 2020

Sådan skal årets gymnasieelever gå til eksamen

Årets afgangselever skal til betydeligt færre eksaminer til sommer end normalt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180716-140047-1-1920x1279we.jpg
 Foto: Ritzau / Scanpix

Årets afgangselever skal til eksamen i år, det bliver bare ikke helt under samme vilkår, som det plejer. Det er regeringen blevet enig med Folketingets resterende partier om.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet onsdag aften.

Aftalen betyder, at årets 3.G'ere skal til eksamen i tre fag. Normalt skal en afgangselev gå op til eksamen i syv eller otte fag.

Alle elever skal til eksamen i skriftlig dansk, mens der også skal eksamineres i et A-niveausfag samt en mundtlig prøve i forbindelse med den store skriftlige opgave, oftest kaldet SRP.

For HF-elever gør det sig nu gældende, at de skal til fire eksaminer, bestående af to skriftlige i dansk og engelsk samt to mundtlige prøver. Alle andre karakterer vil blive erstattet af en årskarakter.

- Det er vanskeligt at gennemføre prøver i fuldt omfang i lyset af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og den nødundervisning, som har fundet sted, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.

- Selv om det bliver en anden optakt til studentereksamen, end eleverne havde forventet, håber jeg, at de tager godt imod løsningen og har forståelse for den helt ekstraordinære situation, Covid-19 har sat os alle sammen i.

Efter godt en måneds hjemmeundervisning vender alle danske afgangselever tilbage til skoleundervisningen, når den første forsigtige genåbning af landet startes op den 15. april.

Elever, der går i 1.g, 2.g og 1.hf skal ikke tilbage til skolebænken efter påske. Deres eksaminer vil desuden blive aflyst.

Sponsoreret indhold