Mistede sin Lasse til ALS: Sådan har Ina det i dag

Ina og Lasse.

Ina og Lasse.

(Foto: DR)

Ina og Lasse levede et helt almindeligt liv med helt almindelige problemer.

Hvem skulle putte børnene? Hvem skulle tage opvasken? Hvem måtte tage en ”friaften” med vennerne?

Men en dag i marts 2015 blev spørgsmålene – og de helt almindelige problemer – erstattet af noget langt mere alvorligt og uretfærdigt. Her fik Lasse diagnosen ALS, en fremadskridende nervesygdom, der rammer de motoriske nerver i hjerne, hjernestamme og rygmarv.

Du kan støtte Muskelsvindfonden og familier med ALS her

Lasse og Ina vidste, at Lasse skulle dø af sygdommen, og de vidste, at han på vej mod sin alt for tidlige død langsomt ville miste alt det, der førhen virkede så ligetil og let: At lege med sine fire børn, at kysse sin hustru - og fortælle med ord, hvor meget han elskede dem.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lasse og Ina kæmpede for at bevare både sig selv og hinanden, da sygdommen ramte. Foto: DR

Gennem to år fulgte DR Lasse og Ina og resten af familien i den hjerteskærende, gribende og hudløst ærlige dokumentar "Mens døden os skiller".

Sidste afsnit blev vist i aften, og her var kameraerne også med, da Lasses krop til sidst gav op i en alder af blot 38 år. På sidelinjen stod Ina, der pludseligt blev alenemor til fire børn.

Lasse døde 29. april i år, og her syv måneder senere fylder hans liv og død stadig meget hos Ina og parrets fire børn.

Det fortæller Ina til SE og HØR:

- I dag er vi flyttet, så børnene er tættere på deres skole, og det er de glade for. Men vi prøver jo stadig at finde ud af at være en familie på den måde, vi er en familie på nu, siger Ina til SE og HØR og tilføjer:

- Lige pludselig kan jeg godt se, at det er et kæmpe ansvar at holde Lasses minde ved lige og ære ham og finde ud af, hvordan vi får husket ham – og stadig tager ham med i vores liv. Som Viola sagde: ”Det her sted har Lasse jo aldrig boet, så hvordan skal vi have ham med”, siger Ina.

Du kan støtte Muskelsvindfonden og familier med ALS her

Sammen med en anden kvinde har hun nu startet Sorgplejersken. De håber med Sorgplejersken at kunne hjælpe andre familier i lignende situationer med at finde ud af, hvordan man tackler sorg, når den rammer en hel familie.

Ina følte nemlig selv, at hun manglede hjælp til at tackle den og få hjælp og redskaber til at kunne tackle den sammen med børnene.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lasse døde 29. april 2018 - og efterlod sig Ina og parrets fire børn: Karlo, Viola, Albert og Hugo. Foto: DR

- Før har jeg ikke kunnet få mig selv til at hænge en mindehylde op, men det har vi gjort nu. Her har børnene hver et lys, de kan tænde. Så går vi på kirkegården, men det har også været svært, for der har ikke været en sten. Det skal vi vælge næste weekend. Så snakker vi om ham og husker, hvad vi har lavet sammen. Den er den måde, vi prøver at mindes ham, siger Ina og tilføjer, at det stadig er underligt at mærke og se, hvordan livet bare fortsætter, selv om Lasse ikke er her mere.

Hun kan se, hvordan især de to mindste børn godt ved, at far ikke længere er der. Men sorgen er ikke længe hos dem, før at de hurtigt er videre i deres leg.

- Så siger de ”Ja, vi kan godt sige hej til far, men må jeg så ikke lege videre”, forklarer Ina, der især nu føler, at en tomhed har lagt sig over familien.

- Lige nu så mærker vi rigtig tomheden. Vi var jo så vant til at bekymre os og være bange hele tiden. Viola gik i halvandet år og var bange for, at Lasse ville dø, mens han boede på plejehjemmet, og hun var bange for, at vi ikke var der, når Lasse døde. Det vidste jeg ikke, men det var hun. Nu skal vi ikke længere bekymre os, og så rammer tomheden altså. Og det er først nu, at det sådan rigtig er gået op for mig og for os, at Lasse kommer altså ikke tilbage. Men jeg tror, det er noget, vi skal huske og minde hinanden om mange år fremover, siger Ina og tilføjer:

Artiklen fortsætter under billedet...

Ina og Lasse.

Lasse og Ina. Foto: DR

Du kan støtte Muskelsvindfonden og familier med ALS her

- Der var selvfølgelig også en lettelse, da Lasse døde. For det betød, at vi ikke længere skulle bekymre os om ham. Men tomheden rammer, og den rammer én hårdt. Nu er det tomrummet, der fylder rigtig meget, og som vi skal lære at leve med. Men den skal være den, og det forsøger jeg at lære mine børn. At tomheden gerne må være der og ikke er farlig.

I programmet fortalte Lasse, at han ønskede, at Ina fandt en ny – og Ina gav i programmet også udtryk for, at hun en dag gerne ville finde tosomheden igen. Hun har stadig lyst og mod på at date, men tiden skal være rigtig.

- Det er jo en speciel følelse, for vi er ved at skabe vores nye familie, og hvordan får jeg også lige tid til det, og hvem skal det lige være. Og jeg skal jo også finde en, der kan rumme vores historie og vores bagage. Den nye skal forstå, at der hænger en sorghylde, og at jeg nogle gange har brug for at sørge over Lasse. Så det bliver jo en anden kærlighed end den første. Men det er jo stadigvæk en kærlighed.

Hele vejen igennem Lasses sygdom og død har Ina holdt fast i at være åben og ærlig omkring alt. Hun håber og tror, at åbenheden har hjulpet parrets fire børn til at bearbejde og være i sorgen – både nu og på sigt.

- Der er ingen tvivl om, at mine børn er meget modne følelsesmæssigt og meget små i deres kroppe. De er så små, at de nogle gange kan have svært ved at forstå deres store følelser. Men så taler vi om det, og vi tager én dag ad gangen, siger Ina.

 

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close