Sådan håndterer astronauterne risikoen for at dø: - Hvad er sandsynligheden for, at der sker noget?

Astronauter arbejder under forhold, hvor tilfældigheder kan få forfærdelige konsekvenser, og de kender risikoen ved arbejdet.

Videnskab.dk møder den italienske astronaut Luca Parmitano ved Kennedy Space Center i USA. Han er ESA-astronaut fra samme årgang som Andreas Mogensen, der snart skal sendes op til Den Internationale Rumstation, ISS, på en seks måneder lang mission.

Hvis Andreas Mogensen kommer på rumvandring under missionen, er det Luca Parmitano, der skal sidde i kontrolcenteret på Jorden og kommunikere med den danske astronaut undervejs.

Luca Parmitano har selv været på seks rumvandringer i løbet af sin karriere. På en af dem begyndte der at samle sig vand i hans rumhjelm, og det var tæt på at blive kritisk.

Hans opfattelse af risiko er "simpel", siger han til Videnskab.dk. Han former et "L" med sin hånd i luften. L’et skal forestille to akser. Luca Parmitano peger Y-aksen:

– Hvad er sandsynligheden for, at der sker noget?

Han peger på håndens X-akse:

- Og hvor meget vil det i så fald påvirke dit liv?

Et sted i det håndholdte koordinatsystem ligger den risiko, han er villig til at tage med sig på arbejde.

»I vores dagligdags liv er der stor risiko for, at noget vil ske, men det vil ikke have en effekt på vores liv. Når du taler om rumfart, har vi begivenheder, der virkelig kan være livsfarlige,« siger Luca Parmitano til Videnskab.dk.

Risikoen skal minimeres

Luca Parmitano sammenligner det med bilkørsel:

Hver gang, du sætter dig i en bil og kører, er du omgivet af biler, der kan støde ind i dig. Risikoen for, at det sker, er virkelig stor, men sandsynligheden for, at du dør af det, er lille, fordi du har sikkerhedsseler, airbags og et sikkerhedssystem.

Med rumfart er det lidt mere alvorligt.

- Hvis der sker noget, mens du flyver i kredsløb, vil du sandsynligvis dø. Så vi minimerer risikoen for, at det sker. Det er derfor, vores ingeniører er så gode. De tager risikoen, og så minimerer de den, siger Luca Parmitano.

I rumfart er udviklingen af teknologi og design, der øger sikkerheden, helt afgørende for, at astronauter kan tage på arbejde med en minimeret risiko for at dø.

Da Luca Parmitano bliver spurgt, hvorfor han overhovedet vil risikere at dø for sit arbejde, falder svaret prompte:

- Det er lidt som at spørge mig, hvorfor jeg trækker vejret. Det er på en måde det, der gør os til mennesker, og det er en del af, hvem vi er som art på et DNA-niveau, siger han og understreger, at forklaringen ifølge ham skal findes i biologien:

Vi mennesker har bosat os på Jorden, og vi har brugt af Jordens ressourcer til et punkt, hvor det er gået op for os, at ressourcerne ikke er uendelige.

- Kan vi komme væk fra vores planet og finde ressourcer, der er uendelige "derude"? spørger Luca Parmitano og peger mod himlen.

- Ikke fordi vi vil have en anden planet – vi leder ikke efter Planet B, men vi leder efter ressourcer, vi kan bruge til at forbedre livet på den her planet, siger han.

- Det handler om den fremtid, vi gerne vil have, lyder det samstemmende fra Andreas Mogensen, der uddyber:

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi udforskede rummet mere. Tog tilbage til Månen og måske videre til Mars. Det arbejde, vi laver for at forberede de fremtidige missioner, mener jeg er vigtigt nok til, at det er værd at tage risikoen, siger han