Nyheder20. maj 2022

Sådan er du bedst muligt rustet mod abekopper

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjer for, hvordan abekopper skal håndteres i det danske sundhedsvæsen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/c0404558-1600x1600we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Mere end 20 bekræftede tilfælde af abekopper er set rundt omkring i Europa siden 7. maj.

Sygdommen giver feber og knopper eller blærer på kroppen. Blærerne kan give sår, når de heler.

Derfor er Sundhedsstyrelsen fredag klar med retningslinjer for, hvordan man undgår at få sygdommen, der har været kendt i Afrika i mange år, men som meget sjældent ses i Europa.

I en pressemeddelelse fra styrelsen forklarer enhedschef Bolette Søborg, at det specielt er en bestemt befolkningsgruppe, der er udsat lige nu.

- Noget tyder på, at smitten især findes blandt mænd, der har sex med mænd, derfor har vi kontaktet blandt andet AIDS-fondet og LGBT+ Danmark og bedt dem hjælpe os med at få skabt opmærksomhed i de grupper om, at der lige i øjeblikket er særlig grund til at være opmærksom på de gode råd om hygiejne og brug af beskyttelse under samleje, siger hun.

God hygiejne er det vigtigste

Det oplyses, at smitten mellem mennesker sker ved nær kontakt. Abekopper vurderes ikke at være meget smitsomt.

Derfor er der heller ikke særlige specifikke anbefalinger til at undgå abkopper.

- Anbefalingerne om god hygiejne med hyppig håndvask med vand og sæbe eller håndsprit gælder fortsat, ligesom vi opfordrer til at dyrke sikker sex. Abekopper smitter ved tæt kontakt og ved for eksempel at dele tøj eller sengetøj med personer, der er syge med abekopper, skriver sundhedsstyrelsen.

Det er blandt andet Storbritannien, Portugal og Sverige, som de positive tilfælde er fundet i.

- Vi forventer ikke, at der kommer udbredt spredning af abekopper i Danmark, men vi er opmærksomme på, at der kan komme enkelte tilfælde i Danmark, siger Bolette Søborg.

Der er endnu ikke set tilfælde af abekopper i Danmark.

Sponsoreret indhold