Nyheder 23. november 2017

Så mange stemmer fik ”På røven i Nakskov"-Ib

Ib Andersen, der blev kendt i TV 2-serien ”På røven i Nakskov”, høstede 251 stemmer ved tirsdagens kommunalvalg. Men det var ikke nok for fiskeren til at komme i byrådet
(Foto: TV 2)

En ulykke til søs satte for mange år siden en stopper for Ib Andersens fiskeri-eventyr.

Og derfor forsøgte fiskeren fra Nakskov – der er kendt fra TV 2-programmet ”På røven i Nakskov” – at lede efter noget nyt at kaste sig over. Under tirsdagens kommunalvalg stillede Ib Andersen op i Lolland Kommune med bogstavet 'U' for borgerlisten Udkantsdanmark.

Han høstede 251 stemmer, men det var ikke nok for fiskeren til at komme i byrådet.

Og resultatet er da lidt skuffende, fortæller Ib Andersen til TV ØST:

- Ja, det er da lidt irriterende på en måde, at det bliver mange af de samme mennesker i byrådet igen. Det viser vel, hvor meget Lolland er indavlet efterhånden... eller også er folk bare arrogante, siger Ib Andersen til TV ØST og tilføjer:

- Man stemmer på et parti, ligegyldigt hvilket lort, der er sket gennem årene i partiet. Men okay, hvis folk stadigvæk vil have dårlig mad fra dødskøkkenet i Sakskøbing, så har de jo stemt korrekt nok. Så det kan man jo ikke gøre noget ved.

(Foto: TV 2)

I efterfølgeren til "På røven i Nakskov" tog Ib til Afrika for at finde kærligheden og lykken - dog uden held. Foto: TV 2

Ib Andersen høstede altså 251 stemmer, og til dét ved han ikke helt, hvad han skal sige. Han kan jo ikke bruge det til noget, som Ib Andersen selv formulerer det. Og han havde da heller ikke så høje forventninger forud for tirsdagens kommunalvalg, fortæller han til TV ØST:

- Så mange forventninger havde jeg ikke. Jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke havde noget at tabe, men alt at vinde. Jeg er sgu ikke sur over det. Hvis man vil stemme på Holger (Schou Rasmussen (S) red.), så gør man jo det. Han kan jo ikke gøre for, at befolkningen er, som de er, og stemmer som de gør, siger Ib Andersen til TV ØST.

Selv om en ulykke til søs for flere år siden betød, at han blev førtidspensioneret, vil han nu igen stævne ud for at tjene lidt ekstra til dagen og vejen:

- Jeg skal ud og fiske - det bliver jeg jo nødt til, siger Ib Andersen.

Sponsoreret indhold