Nyheder5. juli 2023

Så mange har søgt videregående uddannelse

Selv om fem procent flere har søgt en videregående uddannelse, står underdirektør i DI med "flad fornemmelse"
Selv om antallet af ansøgere er steget fem procent i forhold til sidste år, er man ikke imponeret hos Dansk Industri (DI).
Selv om antallet af ansøgere er steget fem procent i forhold til sidste år, er man ikke imponeret hos Dansk Industri (DI).
 Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

I alt 84.073 har i år søgt om optagelse på en videregående uddannelse.

Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som er offentliggjort, umiddelbart efter udløb af fristen for at søge via kvote 1 onsdag klokken 12.00.

Det er en stigning på fem procent i forhold til 2022, hvor 79.737 søgte om optagelse frem til fristen i juli. Det var det laveste i ti år.

Det lavere antal ansøgninger i 2022 var ventet efter rekordstort optag i coronaårene 2020 og 2021.

Det skyldes blandt andet, at det sidste år igen var muligt for unge at finde beskæftigelse og rejse udenlands.

Muligheder, som mange unge var afskåret fra, under coronanedlukningerne i 2020 og 2021.

Selv om antallet af ansøgere er steget fem procent i forhold til sidste år, er man ikke imponeret hos Dansk Industri (DI).

- Danmark er et videnssamfund, så jeg står med en flad fornemmelse, når søgningen til de videregående uddannelser ikke er steget mere efter et år med historisk lav søgning, siger underdirektør Mikkel Haarder i en kommentar.

Han finder det helt afgørende, at man i et videnssamfund som det danske uddanner "mange unge på et højt fagligt niveau".

Sidste år var der en markant tilbagegang for søgningen til uddannelser som sygeplejerske, lærer og pædagog.

Det gav anledning til bekymring hos den daværende uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

- Selv om der er flere naturlige årsager til den lavere søgning, er jeg bekymret over de markant færre unge, der eksempelvis søger sygeplejerske- og pædagoguddannelserne. Det skal vi tage alvorligt, sagde han dengang.

Hvordan fordelingen ser ud i år er endnu uvist.

Men Uddannelses- og Forskningsministeriet har bebudet, at man senere onsdag vil udgive et notat, som giver et mere uddybende indblik i ansøgningerne.

En undersøgelse, som Epinion har lavet for Sampension, viser, at overvejelser om løn og pension fylder forholdsvist mere hos mænd end hos kvinder, når de skal foretage valg af uddannelse.

28. juli får alle ansøgere under både kvote 1 og kvote 2 svar på, om de er blevet optaget.

Kvote 1-ansøgere bedømmes udelukkende på resultatet af den gymnasiale uddannelse.

Det betyder, at studerende med højt karaktergennemsnit får plads på den videregående uddannelse før elever med et lavere gennemsnit.

Kvote 2 er for ansøgere, som ikke har karaktergennemsnit til at komme ind via kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.

Sponsoreret indhold