Nyheder21. oktober 2022

S og K melder plakat-hærværk til politiet

To østjyske folketingsmedlemmers valgplakater er blevet udsat for hærværk
plakat
Den konservatives kandidats plakat er farvet med rød grafitti.
 Foto: Privat / TV 2 Østjylland

To af Østjyllands Storkreds' folketingskandidaters valgplakater er blevet udsat for hærværk, mens de hang i pælene. Her er der skrevet og malet med rød grafitti på plakaterne.

Hærværket er gået ud over partier på tværs af midten, nemlig de Konservatives Marcus Knuth og Socialdemokratiets Daniel Toft Jakobsen.

Det skriver TV 2 Østjylland.

- Det er rigtig ærgerligt, at nogen begår hærværk, når vi prøver at have en demokratisk dialog, siger Marcus Knuth (K) til TV2 Østjylland.

- Det er gået ud over både Daniel Toft og mig. Det er noget, der formentlig ikke kun er rettet mod K, men flere partier, siger folketingsmedlemmet.

Plakaterne hænger ved en ny legeplads i Juelsminde og ifølge Knuth et stykke fra, hvor folk bor.

- Bare det at vi har forskellige synspunktet, betyder ikke, man skal ty til hærværk. Plakaterne er jo privat ejendom, så det er at ødelægge andres ejendom.

Han opdagede det onsdag morgen, hvor han var på vej igennem Juelsminde.

- Jeg melder det til politiet. Jeg forventer ikke, at efterretningstjenesten rykker ud, men det er vigtigt, at det bliver noteret, siger Marcus Knuth, der ringede til Daniel Toft, da han opdagede hærværket.

Der er begået hærværk mod valgplakater i hele landet. Også Michael Nedersøe i Horsens har været udsat for det, han kalder "pisse irriterende".

Sponsoreret indhold