Nyheder23. marts 2023

Rute 15 mellem Herning og Ringkøbing udvides for knap en milliard

Det skal fra 2028 gå hurtigere at køre mellem Herning og Ringkøbing

Der er givet grønt lys til udvidelsen af Rute 15 mellem Herning og Ringkøbing.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Det er forligskredsen bag "Infrastrukturplanen 2035" fra 2021, som har godkendt projektet til 992 millioner kroner.

Udvidelsen, som finder sted over fire etaper, forventes at stå færdig i 2028.

- Rute 15 har længe har haft behov for tilpasning til trafikken, og med godkendelsen fra en samlet forligskreds kan vi nu begynde på de forbedringer, der er så tiltrængte, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i en skriftlig kommentar.

- Samtidig er det godt, at planlægningen tager højde for de mange ønsker om at få så gode adgangsforhold og så lidt omkørsel som muligt, siger ministeren.

Strækningen mellem de to byer er på 38 kilometer. Øgede anlægsomkostninger betyder ifølge Hans Østergaard (V), der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, at beløbet ikke er nok til at række hele vejen mellem byerne.

- Som det ser ud nu, får vi en 2+1 vej på strækningen fra Herning og indtil cirka tre kilometer vest for Brejningkrydset. Og vi er rigtig godt tilfredse med, at der nu er udsigt til en øget fremkommelighed på langt det meste af strækningen.

- Det er en væsentlig forbedring for erhvervslivet og for vores borgere, pendlere og turister. Selvfølgelig havde vi håbet, at udvidelsen ville gælde for hele strækningen mellem Ringkøbing og Herning, men vi er godt tilfredse med, at vi nu kommer i gang, siger Østergaard i en pressemeddelelse fra kommunen.

Sponsoreret indhold