Nyheder12. februar 2023

Russiske kvinder tager til Argentine for at føde

Det argentinske politi er ved at undersøge, hvorfor over 5000 gravide kvinder er kommet til landet
Lufthavnen Aeroparque Jorge Newbery i den argentinske hovedstad Buenos Aires, hvor myndighederne har indledt en efterforskning for at få fastslået, hvorvidt der står et kriminelt netværk bag en bølge af russisk "fødselsturisme" i det sydamerikanske
Lufthavnen Aeroparque Jorge Newbery i den argentinske hovedstad Buenos Aires, hvor myndighederne har indledt en efterforskning for at få fastslået, hvorvidt der står et kriminelt netværk bag en bølge af russisk "fødselsturisme" i det sydamerikanske land.
 Foto: Agustin Marcarian/Reuters/Ritzau Scanpix

De argentinske myndigheder har indledt en efterforskning for at få fastslået, hvorvidt der står et kriminelt netværk bag en bølge af "fødselsturisme" i det sydamerikanske land.

Over 5000 gravide russiske kvinder er i de seneste måneder kommet til landet, fordi de ønsker et argentinsk pas til deres børn, skriver avisen La Nacion med henvisning til sikkerhedskilder.

Børn, som bliver født i Argentina, er automatisk sikret argentinsk statsborgerskab.

Ifølge foreløbige oplysninger har myndighederne ved ransagninger af ejendomme i velhaverkvarteret Puerto Madero i Buenos Aires fundet computere, mobiltelefoner, indrejsedokumenter og kontanter fra et netværk, som hjælper kvinder og mænd til landet.

- Det er en millionforretning, siger lederen af de argentinske indvandringsmyndigheder, Florencia Carignano til La Nacion, som skriver, at der fredag ankom 83 kvinder fra Rusland i Buenos Aires - 16 af dem var gravide.

Seks af dem blev tilbageholdt, fordi der var problemer med deres papirer.

- Det er næsten komisk, når gravide i 34. uge flyver så langt. Vi formoder, at det ikke drejer sig om ferie, siger Carignano.

Der er dog ingen lov, som forhindrer, at de kan komme til Argentina for at føde, men det forudsætter, at de har et specielt visum.

- Sidste år kom der 5800 gravide russere til Argentina, hvilket formentligt skyldes strengere indrejseregler i EU som følge af russernes angrebskrig mod Ukraine.

Som forældre til et barn med argentinsk statsborgerskab kan et par fra Rusland forholdsvist let få argentinsk statsborgerskab. Et argentinsk pas er attraktivt for russere, da de uden visum vil kunne rejse til over 160 lande. Et russisk pas giver kun ret til at rejse til 71 lande uden visum.

La Nacion skriver, at russere også tager til Argentina for at undgå sundhedssektoren i deres eget land.

BBC rapporterer om internetsider, hvor der udbydes fødselsrejser til Argentinas bedste hospitaler. Politiet i Buenos Aires siger, at disse rejser kan koste op til 35.000 dollar (over 240.000 kroner).

Sponsoreret indhold