Rusland opfordrer alle ukrainske soldater til at stoppe kampen mod russerne og overgive sig.
Opfordringen kommer fra generalmajor Igor Konasjenkov, talsmand for Ruslands forsvarsministerium.
– Vi regner det for den eneste rigtige gerning og ikke kujonagtigt, hvis ukrainske soldater stopper med at forsvare det marginaliserede regime i Kyiv, som ledes af nationalister, siger han ifølge Tass.
– Gør de det, vil vi spare deres liv. Vi opfordrer alle soldater og medlemmer af det nationale forsvar til at stoppe det hensynsløse forsvar og redde livet.
Putin: Dusør for døde soldater
Ruslands præsident, Vladimir Putin, lover at betale 570.000 kroner til familier til medlemmer af Ruslands Nationalgarde, der falder på slagmarken i Ukraine eller Syrien, skriver Tass.
Reuters noterer, at dekretet fra Putin også er en officiel erkendelse af, at Ruslands Nationalgarde, kendt som Rosgvardia, er indsat i krigen i Ukraine.
Eller i den "specielle operation", som Rusland kalder den.
Forløbet i krigen har dog ikke tydet på, at det har været russerne, der har overhånden. Flere steder er den russiske hær blevet trængt tilbage mod øst.
Blandt andet trak russerne sig tilbage fra området ved hovedstaden Kyiv tidligere i krigen.
I øjeblikket er kampene centreret i den østlige del af Ukraine, hvor der har været meldt om nogle mindre russiske fremskridt i de senere dage.
– Ruslands væbnede styrker vil garantere, at alle ukrainske soldater og medlemmer af de territoriale forsvarsenheder, der frivilligt nedlægger deres våben, vil blive behandlet ordentligt og vil kunne vende tilbage til deres familier, siger talsmanden.