Nyheder10. februar 2024

Russisk droneangreb dræber baby og to andre børn i Ukraine

Guvernøren i ukrainske Kharkiv oplyser, at syv, heriblandt tre børn, er dræbte efter russisk droneangreb
En drone har kostet livet for blandt andet en baby og to andre børn i den ukrainske by Kharkiv. 
En drone har kostet livet for blandt andet en baby og to andre børn i den ukrainske by Kharkiv.
 Foto: Ritzau ScanpixStringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Syv personer, heriblandt tre børn, er døde efter et russisk droneangreb i ukrainske Kharkiv.

Det oplyser den lokale guvernør, Oleh Synjehubov, tidligt lørdag morgen på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Desværre er dødstallet efter besættelsesmagtens angreb mod Kharkiv steget til syv, lyder det.

Han uddyber, at børn på henholdsvis syv år, fire år og seks måneder er blandt de dræbte.

Det er uklart, om dødsfaldene er sket i forbindelse med det det droneangreb, som fredag ramte en tankstation i Kharkiv, eller om der er tale om et separat angreb.

Angrebet mod tankstationen, hvor der blot var meldinger om en enkelt såret, antændte en omfattende brand, oplyste de lokale myndigheder tidligere.

Branden antændte blandt andet 14 private hjem, hvilket førte til evakuering af 50 indbyggere.

Fredagens angreb gik desuden ud over et hospital og en restaurant i byen Velykyj Burluk, der ligger øst for Kharkiv.

Kharkiv, der er Ukraines næststørste by med cirka 1,4 millioner indbyggere efter hovedstaden Kyiv, ligger i en region af samme navn.

Området har været under regelmæssig beskydning i løbet af krigen, der snart bevæger sig ind i sit tredje år.

Den vestlige opbakning til Ukraine er kort før toårsdagen for Ruslands invasion - 24. februar - i stigende grad under pres.

Særligt i USA er Republikanerne skeptiske over for at støtte Ukraine yderligere.

USA har med støtte for 47 milliarder dollar indtil nu stået bag omkring halvdelen af den militære hjælp, som Ukraine har modtaget. Beløbet svarer til omkring 325 milliarder kroner.

Det er på den baggrund, at Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i et interview lørdag opfordrer europæiske lande til at øge våbenproduktionen for at støtte Ukraine.

- At støtte Ukraine og investere i Natos egne evner er vores bedste forsvar, siger han i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag.

Sponsoreret indhold