Russisk bombefly styrtet ned: Ramte et bjerg

Et russisk bombefly af typen Su-34 er tirsdag styrtet ned i Kaukasus. Det skete under en rutinemæssig øvelse og skyldes sandsynligvis en teknisk fejl.
Det siger det russiske forsvarsministerium til det statslige nyhedsbureau RIA ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Alle om bord på flyet er omkommet, lyder det.
- I republikken Nordossetien-Alania, i et bjergrigt område, styrtede en Su-34 fra de russiske luftstyrker under en planlagt prøveflyvning, siger forsvarsministeriet ifølge RIA.
- Flyet styrtede i et afsides område. Der er ingen ødelæggelser på området. Besætningen er blevet dræbt, lyder det videre.
Kaukasus er et bjergrigt område i det sydlige Rusland. Området ligger mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav.
Det står ikke klart, hvor mange der befandt sig om bord på flyet, men ifølge mediet Forbes er der to sæder i flytypen.
Su-34'erne er blandt Ruslands mest moderne bombefly - og dermed vigtige for russisk krigsførelse.
Ukraine hævdede senest i april ifølge BBC at have ramt og ødelagt seks russiske kampfly, der stod på en militærbase i det sydlige Rusland i regionen Rostov.
Kilder oplyste dengang til mediet, at basen husede fly af både typen Su-27 og Su-34, der bruges ved fronten i Ukraine.
I februar hævdede Ukraine ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Rusland på blot tre dage havde mistet seks fly.
Ukraines militær sagde ligeledes i december, at det havde nedskudt tre russiske bombefly i den sydlige del af Rusland - også af typen Su-34.
Ifølge den ukrainske regering bruger Rusland Su-34'erne til at bombe civile mål. Rusland har afvist at gå direkte efter civile.