Nyheder1. april 2024

Russisk bombardement dræber fem på tværs af Ukraine

Flere i både det øst- og vestlige Ukraine blev søndag dræbt efter russisk bombardement

Russisk bombardement af Ukraine dræbte søndag mindst tre personer i den østlige del af landet og to i Lviv tæt på den polske grænse.

Det oplyser de lokale myndigheder i Ukraine.

I Kharkiv, Ukraines næststørste by, var et angreb i løbet af aftenen tilsyneladende rettet mod civil infrastruktur.

Tidligere på dagen var en mand blevet dræbt i landsbyen Borova, der ligger sydvest for Kharkiv.

I regionen Donetsk melder det lokale politi om to dødsfald i byen Krasnohorivka efter bombardement af i alt 14 mindre byer.

Russiske styrker erobrede 17. februar byen Avdijivka efter adskillige måneders kamp.

Men invasionshæren har siden da ikke formået at rykke den omkring 1000 kilometer lange frontlinje meget yderligere.

Rusland retter jævnligt angreb mod områder langt væk fra frontlinjen, og søndag fortalte guvernøren i Lviv, Maksym Kozytskyj, at to personer var blevet dræbt af et krydsermissil.

I den russiske grænseregion Belgorod har den regionale guvernør, Vjatsjeslav Gladkov, også meldt om et dødsfald efter et angreb på en landsby.

Det har ikke været muligt at bekræfte påstandene fra nogen af parterne.

Den russiske invasion i 2022 rystede mange europæiske lederes overbevisning om, at en storkrig i Europa aldrig igen kunne blive et emne efter Anden Verdenskrig med dets mange millioner døde.

Det har fået en række af landene til at haste med at genopbygge en våbenindustri, der kan forsyne deres egne hære og Ukraine med nye våben.

Polens premierminister, Donald Tusk, fortalte søndag i et interview med flere medier, at der igen er en "reel" fare for en militær konflikt i Europa.

- Krig er ikke længere et begreb fra fortiden. Det er reelt, og det startede for over to år siden, lød det.

Sponsoreret indhold