Nyheder15. oktober 2022

Russer anholdt med drone ved lufthavn

Russisk mand erkender at have fløjet drone i Norge. Han har fotos af lufthavn og en af forsvarets helikoptere

Norsk politi har anholdt en russisk statsborger, efter at han er blevet set fotografere ved Tromsø lufthavn.

Den 51-årige russiske mand havde en del fotoudstyr, herunder en drone.

Manden blev anholdt fredag morgen efter et tip fra en ansat i Avinor, der driver de norske lufthavne.

Norsk politi har beslaglagt mandens fotoudstyr, en drone og flere hukommelseskort.

Politiet oplyser, at den sigtede har erkendt at have fløjet med drone i Norge. Nu fortsætter forhør af manden og gennemgang af hans ejendele.

- Af det beslaglagte, som vi har gennemgået, har vi blandt andet set billeder af lufthavnen i Kirkenes og billeder af forsvarets Bell-helikopter, oplyser politiadvokat Jacob Bergh.

- Han siger, at fotoudstyret var til private formål, tilføjer Bergh, der ikke vil gå yderligere i detaljer om mandens forklaring.

Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) er gået ind i sagen, siger politiadvokaten.

Den 51-årige russer er ikke bosat i Norge. Han har forklaret, at han er rejst igennem Storskog torsdag og var på vej til Svalbard i det nordlige Norge.

/ritzau/NTB

Sponsoreret indhold