Nyheder2. september 2022

Rusland lukker for gassen til Europa på ubestemt tid

En fejl i en kompressorstation betyder, at der er lukket for gas til Europa via Nord Stream 1-forbindelsen
Rusland lukker for gassen til Europa.
Rusland lukker for gassen til Europa.
 Foto: Stefan Sauer/DPA/Ritzau Scanpix//Alexey Maishev/AP/Ritzau Scanpix

Ifølge flere nyhedsbureauer meddeler det russiske energiselskab Gazprom, at man ikke kan sende gas til Europa via Nord Stream 1, før en lækage er repareret.

Der skulle være tale om en olielækage på Portovaya-kompressorstationen, der ligger ud til Østersøen.

Kompressorstationen har de seneste dage været lukket ned på grund af vedligeholdelsesarbejde, som skulle have været afsluttet lørdag.

Gazprom har ikke angivet nogen tidsramme for, hvornår der igen kan forventes normalt drift.

Vedligeholdelsesarbejderne blev sat i gang onsdag morgen med kort varsel, og det er ikke første gang, at forbindelsen har været lukket på grund af reparationer.

Det blev den også i juli, efter at de russiske myndigheder havde advaret om, at man på grund af sanktionerne mod Rusland ikke kunne få de nødvendige reservedele.

Siden da har Nord Stream 1 ikke været oppe på fuld kapacitet, og en overgang var den nede på kun at levere 20 procent af det maksimale output.

Nord Stream 1 blev indviet i 2011 og er en 1224 kilometer lang gasrørledning, som løber fra Rusland til Tyskland under Østersøen. Fra Tyskland bliver gassen leveret videre til øvrige dele af Europa.

Sponsoreret indhold