Nyheder4. marts 2022

Rusland angriber: Farvel til Facebook

Landets statslige medietilsyn har nu blokeret for flere medier og censureret ord som "krig" og "invasion"
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Rusland har fredag blokeret for adgangen til det sociale medie Facebook og til en række fremtrædende udenlandske medier.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Ifølge Ruslands statslige medietilsyn, Roskomnadzor, er Facebook blevet blokeret, fordi det sociale medie har udelukket flere russiske medier.

"Det er den 4. marts 2022 blevet besluttet at blokere adgangen til Facebook på russisk grund," skriver Roskomnadzor og henviser til "26 tilfælde af diskrimination af russiske medier" fra Facebooks side.

Beordrer fake news

Ud over blokeringen af flere medier er der i russiske medier også blevet indført censur. Statstilsynet Roskomnadzor har forbudt ordene "krig", "angreb" og "invasion" om begivenhederne i Ukraine.

De må blot omtales som en "særlig militær operation".

Roskomnadzor har også inddraget sendetilladelsen fra to uafhængige medier, Dostj TV og radiostationen Ekho Moskvi. Også den uafhængige avis Novaja Gazeta er blevet tvunget til at slette artikler.

Fordømmes

Rusland har blandt andet også blokeret adgangen til britiske BBC.

Den beslutning er blevet fordømt af den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, der fredag har været på besøg i København.

- Det redder ikke præsident Vladimir Putin fra sandheden, at Rusland nu har forbudt BBC at sende i landet, siger forsvarsministeren.

- Jeg mener, at det er et uhyrligt indgreb mod vores frihed, siger Wallace om den russiske blokering af en række fremtrædende vestlige medier.

Blokeringen inkluderer foruden BBC også det tyske medie Deutsche Welle.

Sponsoreret indhold