Nyheder21. september 2023

Rupert Murdoch stopper som bestyrelsesformand hos Fox Corp og News Corp

Den 92-årige rigmand overladen posten til sin søn Lachlan Murdoch, oplyser han på Fox News
FILE PHOTO: Media mogul Rupert Murdoch leaves his home in London, Britain March 4, 2016. Murdoch wed former supermodel Jerry Hall in a low-key ceremony in central London on Friday, the fourth marriage for the media mogul. REUTERS/Stefan Wermuth/File Photo
Rupert Murdoch på 92 år træder ned som bestyrelsesformand hos Fox.
 Foto: Stefan Wermuth/Reuters/Ritzau Scanpix

92-årige Rupert Murdoch træder tilbage som bestyrelsesformand i medievirksomhederne Fox Corp og News Corp og overlader i stedet ledelsen til sønnen Lachlan Murdoch.

Det fremgår af et brev fra Murdoch, skriver Fox News.

- Hele mit professionelle liv har jeg dagligt beskæftiget mig med nyheder og ideer, og det ændrer sig ikke.

- Men tiden er inde til at påtage mig nye roller, velvidende at vi har meget talentfulde afdelinger og en passioneret og principfast leder i Lachlan, som vil blive ene bestyrelsesformand for begge virksomheder.

De to skifter roller i midten af november, lyder det.

Den australskfødte mediemogul, som har bygget et globalt underholdnings- og nyhedsimperium, indtager i stedet en emeritus-titel i begge virksomheder.

Titlen bruges om en person, der er fratrådt et embede på grund af alder eller sygdom.

Rupert Murdoch understreger i sit brev, at virksomhederne "er ved godt helbred, ligesom jeg er".

- Vores muligheder overstiger langt vores kommercielle udfordringer. Vi har al mulig grund til at være optimistiske om de kommende år. Det er jeg bestemt og planlægger at være her for at deltage i dem, skriver Murdoch.

Aviser er noget, der alle dage har interesseret Rupert Murdoch.

Allerede i skoletiden var han medredaktør på både skolens og de studerendes avis.

Som blot 21-årige overtog han to skrantende australske aviser fra sin netop afdøde far.

Murdoch forvandlede familieforetagendet News Limited til en stor, kommerciel succes.

Han begyndte at opkøbe andre aviser - først i Australien, men senere også Storbritannien og USA.

Især den britiske tabloidavis The Sun blomstrede op, da Murdoch overtog den.

Og læserne strømmede til fra hele verden.

I 2000 ejede Murdoch over 800 virksomheder i mere end 50 lande med en værdi på over fem milliarder dollar.

Men en mand som Murdoch går ikke igennem livet uden skandaler.

Den første store skandale i egne rækker opstod, da han flyttede den traditionelle medieproduktion væk fra Fleet Street i London og fyrede 6000 medarbejdere.

Men hvad der virkelig ødelagde Murdochs ry i England, var hacking-skandalen i 2011.

Det blev afsløret, at familiens aviser havde aflyttet både kendte og ukendtes telefoner i årevis.

Både Rupert Murdoch og hans søn James Murdoch, som havde chancen for at stoppe aflytningerne, men ikke gjorde det, kom i ilden.

Efter hacking-skandalen trak Murdoch sig ud af det britiske marked og satsede herefter på USA, hvor han blandt andet ejer 20th Century Fox og Fox News.

Som leder af Fox og News Corp, der udgiver The Wall Street Journal og New York Post, har Murdoch i årtier haft betydelig indflydelse i amerikansk politik og i det republikanske parti.

Sponsoreret indhold