Nyheder20. juli 2022

Rullepølse blev tilbagekaldt: Listeria var årsagen

Man har nu fastlagt, at listeria var årsagen til sygdomsudbrud
Der er fundet listeria på en af Danish Crowns fabrikker i Tyskland.
Der er fundet listeria på en af Danish Crowns fabrikker i Tyskland.
 Foto: Tulip

Tidligere i juli tilbagekaldte Danish Crown al rullepølse, der var blevet produceret siden 1. juni.

Rullepølsen blev tilbagekaldt grundet et mistanke om et udbrud af listeria.

Nu er årsagen fastlagt, og der var netop tale om listeria. Helt præcist to sygdomsudbrud, hvor personer var blevet syge af to forskellige typer listeria.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Nu er smittekilden til det ene udbrud fundet. I alt er otte personer blevet smittet og en er død som følge af smitten.

– Vi har netop fundet et match mellem otte sygdomstilfælde og listeria fra en Danish Crown-virksomhed i Oldenburg i Tyskland, der producerer rullepølse. Syv af de otte patienter blev interviewet, og de havde alle spist rullepølse.

– Når vi efterfølgende har været i kontakt med de supermarkeder, som patienterne havde handlet i, har vi konstateret, at rullepølse fra Danish Crown i Oldenburg gik igen flere steder, siger Annette Perge, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

Der er ikke fundet nye smittetilfælde, men derfor arbejder man stadig på at finde smittekilden til det andet listeriaudbrud.

– Vi tester for at lokalisere kilden til det andet udbrud og arbejder kontinuerligt med at vejlede virksomheder om forebyggende tiltag i fødevareproduktionen for at undgå at få listeria i pålægsprodukter, siger seniorforsker og forskningsgruppeleder Marianne Sandberg, DTU Fødevareinstituttet.

Fødevarestyrelsen opfordrer til sidst til, at man kasserer eller levere det tilbage, hvis man stadig ligger inde med rullepølse, der er omfattet af tilbagekaldelsen.

Sponsoreret indhold