Rufus Gifford: Sådan sprang jeg ud

Deltag i konkurrencen nederst. Foto: Gyldendal

Deltag i konkurrencen nederst. Foto: Gyldendal

Gyldendal

Rufus Gifford, den amerikanske ambassadør i Danmark, blandt andet kendt fra DR3-programmerne ”Jeg er ambassadøren fra Amerika” fortæller om sit liv i en ny bog, der netop er udkommet på forlaget Gyldendal. Bogen er skrevet af DRs kommende USA-korrespondent Stéphanie Surrugue.

SE og HØR har fået lov til at bringe et uddrag fra bogen, hvor Rufus Gifford fortæller, hvordan han sprang ud som homoseksuel. Nederst kan du deltage i konkurrencen om at vinde bogen. Du skal bare svare rigtigt på spørgsmålet og udfylde felterne. Konkurrencen løber indtil fredag den 6. november kl. 12

Uddrag fra kapitlet "Regnbue"

”Jeg tror, jeg har vidst, at jeg var homoseksuel, siden jeg var helt lille”, begynder Rufus.

”Dengang ville jeg aldrig have identificeret mig som bøsse. Og jeg sagde ikke, at jeg var bøsse, men jeg vidste, at jeg var tiltrukket af mænd. Jeg havde ingen homoseksuelle forbilleder, mine forældre havde ingen homoseksuelle venner. Det var en ret skræmmende ting for mig. Min definition af bøsser var Boy George og Liberace, og ingen af dem var ude af skabet. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg var. Jeg vidste bare, at jeg hadede mig selv. Og jeg hadede alt det, der skete inde i min krop.”

Hvorfor? Fordi du ville være som de andre?

”Jeg havde pigekærester, så på den front var jeg som de andre. Jeg har, som de fleste bøsser, både datet kvinder og haft sex med kvinder. Jeg tror, mange bøsser har prøvet at gå i den retning, uden at det har været en succes. Og man er den værste kæreste i verden, fordi man er fraværende og får hende til at føle sig utilstrækkelig, utiltrækkende, og alle den slags forfærdelige ting. Men faktisk er jeg i dag gode venner med mange af mine gamle pigekærester, og vi kan grine ad det. Men nej, det var ikke noget godt kapitel i mit liv. Jeg opdagede pludselig så meget om min egen personlighed, da jeg kom på collage og mødte min værelseskammerat, Stuart. Han og Kirsten var de to første, der vidste, at jeg var bøsse. Jeg var meget nede, det første år på collage, og der var ikke rigtig nogen, der vidste hvorfor.”

Men du kendte selv grunden?

”Ja. Det var gået op for mig, at det ikke var noget, der ville forsvinde af sig selv. Det blev faktisk værre. Tiltrækningen og det seksuelle kan man kontrollere, men følelsernes intensitet, det, der gør en menneskelig overfor andre, det var ikke noget, der gik væk. Så jeg vidste, at det var noget, jeg blev nødt til at gøre noget ved. Da min værelseskammerat Stuart en aften på værelset begyndte at tage hul på snakken, forsøgte jeg at undgå det. Jeg troede virkelig ikke, at han ville forstå mig. Det værste ved at være ung homoseksuel er, at man ikke tror, der er nogen, der kan forstå hvad man går igennem. Man føler sig så isoleret og så alene. Men Stuart talte bare videre, og det, han sagde, gav mere og mere mening. Den samtale ændrede mit liv. Isolationen forsvandt helt automatisk, og pludselig var jeg ikke længere alene. Hele ens perspektiv ændrer sig. Det var lidt skræmmende, fordi jeg var sårbar, men det var godt. Det var så godt.”

I løbet af vinteren fortalte Rufus det til flere mennesker. Men stadig ikke sine forældre. Det skete først, da han i sommerferien tog til Los Angeles for at arbejde som praktikant for 20th Century Fox. Rufus boede i en toværelseslejlighed i ”et grimt møbleret boligkompleks”, og i løbet af sommeren kom Anne og hans lillesøster, Jessica, på besøg fra Østkysten.

De lejede en af hotellejlighederne ved siden af hans. Og Rufus gav sin mor en nøgle til sin lejlighed, så hun kunne ordne hans vasketøj, mens han var på arbejde. Da Rufus kom hjem fra 20th Century Fox den dag, var alt kaos. Han havde ladet sin dagbog ligge fremme, og hans mor havde læst i den. En af de sætninger, hun læste, kom til at ændre Chad og Anne Giffords familieliv og politiske ståsted for altid.

”Jeg ville ønske,” havde Rufus griflet ned, ”at hele verden vidste, hvordan det var at være bøsse.”

Og nu sad Anne dér i sin søns lille lejlighed, opløst i tårer. ”Hun anede det ikke. Man siger altid, at mødre inderst inde godt ved det, men i dette passede det altså ikke. Jeg tror måske, at min far havde en fornemmelse, men min mor vidste det virkelig ikke. Og hun var dybt rystet. Men ikke så meget af forargelse som af bekymring.”

Spørgsmålene regnede ned over Rufus:

”Jamen, skat, hvad med aids?”

”Kan du blive lykkelig?”

”Burde jeg have vidst det? Har jeg været en dårlig mor?”

Rufus forsøgte at berolige sin mor, men den 19-årige var selv brudt sammen i tårer.

”Det er så svært at forklare. Jeg havde hele livet bygget en skal rundt om mig, og pludselig var skallen væk. Så føler man sig virkelig sårbar og udsat. Det er svært at sætte ord på…Bare fordi man er kommet ud af skabet, så betyder det ikke, at alt er let. Det er hårdt, i lang tid. For så kommer den lange periode, hvor andre pludselig også skal forholde sig til det. Og min mor, hun tog hjem og fortalte det til min far…”

Ville du ikke selv fortælle ham det?

”Min mor spurgte, om hun måtte. Jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne leve med, at kun én af dem vidste det, og jeg skulle være i L.A. i yderligere seks uger. Det eneste, min mor ville, var at give mig lykken på en eller anden måde… altså give mig værktøjerne til at finde min lykke. Men det var rystende for hende, og der var mange tårer. Begge mine forældre er meget traditionelle. De har én definition af lykke, og det var deres egen: De blev gift i en meget ung alder, fik børn, flyttede til et parcelhuskvarter, min far havde en god karriere, min mor var hjemmegående… og dét fungerede godt for dem. Mine søskende var godt på vej til at gøre det samme. Så hele idéen om, at min definition af lykke var anderledes… Det var hårdt for hende.”

Hvordan havde du det egentlig med, at din mor havde læst din dagbog?

”Det er selvfølgelig en krænkelse af ens privatliv. Men jeg er faktisk ligeglad. Jeg ved ikke, om det var helt uskyldigt og tilfældigt, at hun snublede over dagbogen og den sætning, eller om hun reelt prøvede at finde ud af, hvad der var galt med mig, ligesom mine venner på collage havde prøvet. Og jeg er faktisk ligeglad med, om det var tilfældigt eller ej, for hvis man er en bekymret mor, og ens søn ikke er glad, så vil man gerne vide hvorfor. Jeg kunne aldrig finde på at dømme min mor på grund af det. Overhovedet ikke. Og på en måde gjorde det tingene lettere for mig, for så behøvede jeg ikke fortælle dem det – ja, så ved jeg ikke, hvor lang tid der ville være gået. Det ville nok have taget et stykke tid.”

Men du troede, at din far havde haft en mistanke længe?

”Ja. Han kunne godt se, at jeg ikke rigtig passede ind. Jeg tror, det var derfor, han hele tiden forsøgte at skubbe lidt på – gå nu til fest, gå nu på date, her er lidt penge, det er fint, hvis du ikke kommer hjem i aften, bare tag af sted. Han vidste næppe præcis, hvad det var, men… noget havde han nok regnet ud”.  

                     

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close